⭐⭐⭐⭐
Lollike classic er hypnotiserende teater.
Publikum på de første rækker rykker nervøst rundt på sæderne, og frygten for at Lollikes REVOLUTION skal udvikle sig lige kropsvæske-sprøjtende som HOSPITALET i sidste sæson, er bestemt til stede. Og reel. For når der bliver spillet teater på Sort/Hvid, så er det all-in på alle parametre – og REVOLUTION er ingen undtagelse.
Hvide ansigtsløse dukkemennesker med skinnende blå læber dukker op i skarpt hvidt lys, i et scifi-lignende rum hvor alt foregår i creepy slow motion. Med bevægelser man normalt kun oplever under vand, danner de hvide beboere i fremtidshuset en verden af tilbageholdte følelser, og når de taler, er det mekaniske stemmer med PLAY knappen på super slow, så alle forvrængede stemmer bliver dybe som graven.
Isen smelter, fiskene dør og folk flygter. Verden eksisterer stadig, men er nu ramt af så megen ødelæggelse på alle planer, at det kræver handling ud over hverdagens rituelle samling af IKEA møbler for at kunne fortsætte.
”Du lyder som en film, jeg ikke orker at se”
Men hvad skal man gøre, når man er midt i det, og det er lettere bare at lade stå til. Og er der overhovedet nogen der kan forestille sig en ny verden? Er løsningen en Julemandshær tilgang, hvor vi nedbryder forbrugssamfundet ved at dele alting ud helt gratis?
”Jeg er et syndigt menneske fordi jeg åd en ko, og tog flyet tilbage til Beijing”
Eller er vi så tyngede af skyld, at vi er lammede? Revolution er den eneste vej, men hvordan gør vi det, så alle er med, og ingen lades tilbage. I Lollikes verden er det både med pastoral korsang og Londonpunk, samt evnen til at transformere os ind i en ny verden. I en fantastisk scene mod slutningen transformerer de fire futuristiske karakterer (Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff og Kjartan Hansen) sig til, hvad man kan tolke som overlevende væsener i en ny verden, for som det siges i forestillingen: ”Revolution er en åbning af potentialer”.
foto: Emilia Therese