RESTAURANT EUROPA // Jacque Lauritsen & AKUT360, på Teater FÅR302

⭐⭐⭐⭐⭐

Je vous en prie, Madame.

Da jeg som teenager i 70’erne blev introduceret til Paris af psykologerne Inge og Sten Hegeler, fandt jeg hurtigt ud af at restaurantbesøg – og dertil hørende etikette og stil – var en vigtig del af byens charme. Og det bedste var da familiens overhoved Sten, med dæmpet stemmeføring på restaurant Le Relais de L’Entrecôte, betroede mig at jeg ikke behøvede at kunne tale fransk, for man kunne sagtens klare sig i Paris, blot ved at kunne sige Je vous en prie, Madame.

På de rejser forstod jeg hvorfor et godt restaurantbesøg er mere end blot hvad man indtager, det er også etiketten, stilen og stemningen, der bæres frem, præsenteres og holdes ved lige af restaurantens tjenere.

Og lige præcis sådan en tjener er Jacque Lauritsen i forestillingen RESTAURANT EUROPA, dramatiseringen af norske Matias Faldbakkens roman The Hills, hvor den dedikerede tjener forsøger at holde på stilen på hans højtelskede arbejdsplads – en klassisk restaurant med strøgne hvide stofduge, guldindrammede spejle på væggen, indgroede vaner, og et stampublikum der er deres roller bevidst, i lige så høj grad som tjenerne i deres hvide jakker og sorte slips.

Men hvad sker der så når der pludselig dukker en ukendt gæst op? Med ukendte vaner, og helt uden den indforståede tilbageholdenhed som restauranten er så kendt for? På restauranten må den aldrende tjener bide sig i tungen, når den meget nydelige, og meget unge dame – af tjeneren herefter konsekvent omtalt som Barnedamen – arriverer på EUROPA.

Hun trækker Europa ned på niveau med sine hofter

Ikke bare bestiller Barnedamen ristede svampe der slet ikke er på menuen, og fire gange Espresso serveret i en tekop, men hun indlader sig også helt uden blusel i samtaler med restaurantens stamgæster, på kryds og tværs af etablerede relationer og underforståede hensyn, og helt uden at involvere tjeneren som den klassiske budbringer.

Og i bar befippelse over Barnedamens disruptive tilstedeværelse på restauranten, begynder tjeneren at tale tysk til gæsterne, klemme fingeren i en skuffe og tabe servicet, og værst af alt, servere de forkerte retter til de forbløffede gæster. Men er det de nytilkomnes tilsidesættelse af normer og det ukendtes forstyrrende element i hverdagen der er begyndelsen på EUROPAS forfald, eller er det den aldrende tjeners generation der har svært ved at acceptere at verden er under udvikling, og tiden er kommet hvor EUROPAS hvide duge må vige pladsen for nye måder at leve på?

Julie Forchhammer har skabt en rustik og elegant dobbeltscenografi, der veksler mellem restaurantlokalet og kælderlageret, og Sonja Lea og Brian Larsen har med deres fine lys- og lydside – med både Rachmaninov, knitrende strøm og blinkende lamper – fået al charmen ved det gamle Europa til at spille med på Faldbakkens dobbelttydighed og raffinerede sprogblomster.

En fersken der insisterer på at blive konsumeret inden sin udløbsdato

I Andreas Dawes fine instruktion formår Jacque Lauritsen elegant at forvandle Matias Faldbakkens samtidsdrama over en verden i forfald, til et fem kvarters vanvittigt morsomt kammerspil, hvor Jacque Lauritsen spiller alle karaktererne, men aldrig forlader sin tjenerrolle med slidt jakke og høflig mådeholdenhed. For som han siger: ”Der er jo en del foroverbøjninger i dette fag”.

RESTAURANT EUROPA spiller på Teater FÅR302 fra d. 21. april til d. 7. maj 2022.

Foto: Søren Meisner

SE MERE HER