REQUIEM FOR EN TIDSALDER // Sydhavn Teater, i Østre Kapel

⭐⭐⭐⭐

Necrobiosis i Sydhavnen.

Sydhavn Teater åbner igen sæsonen med deres SCENESOMMER – hvor både gæstespil og egenproduktioner pibler frem – naturligvis under teatrets mantra; international scenekunst – solidt lokalt forankret.

Første performance er REQUIEM FOR EN TIDSALDER i Østre Kapel, iscenesat af Sydhavn Teaters egen ustoppelige direktør Mille Maria Dalsgaard, og den prisbelønnede sceneinstruktør Anja Behrens – en kombination der før har givet store resultater – tænk bare på ”SKYGGE (Eurydike siger) ”.

Coronaen har selvfølgelig sat sine begrænsninger på udfoldelserne i Sydhavnen, og benspændene er til at tage og føle på hos det Lille Storbyteater, men kunstens præmisser er ens for alle, og Sydhavn Teater er ustoppelig i sin søgen efter nye former, formater og tværæstetisk kunst.

Og denne gang er ingen undtagelse, for REQUIEM FOR EN TIDSALDER er en performance om liv og død – og alt derimellem. En meget kropslig performance, som sammen med en videoinstallation er et værk der italesætter døden som naturlig del af livet, men også stiller spørgsmålstegn ved måden vi bruger vores tid på jorden på. De meget tungt maskerede performere er ikke bange for at bruge sig selv, og hele livets cyklus er essentielt i Sydhavnens requiem.

REQUIEM FOR EN TIDSALDER er på mange måder meget klassisk performativ, men er også et refleksionsrum, og fornyende i sin tilgang til at lade sin location aktivt være medskabende. Når den sorte ligvogn ruller ind i det hvidkalkede kapel, med klagesang fra den sortklædte kvinde og den dødningehovedprydede aftensværmer flaksende om os, så rammer Sydhavn Teater alt hvad art on site skal rumme.

Sydhavns Teaters SCENESOMMER fortsætter helt til oktober – tjek det ud.

Foto: Carl Johan Sennels & Malik Grosos

SE MERE & KØB BILLETTER