Filosofiske teatertanker og sprød kage.
Teaterleder og instruktør Martin Lyngbo var i den varme stol hos filosof, ledelsesteoretiker og professor, Ole Fogh Kirkeby, da Teaterøen afsluttede sæsonen med endnu et sidste spændende Protreptik & Fragilité arrangement. Og hvilken afslutning på sæsonen!
Jeg har oplevet Martin Lyngbo tale flere gange, og hver gang har det været med sikkerhed i stemmen, og med et helt klart mål for den pågældende samtale eller foredrag.
Men siddende i sollyset fra de blondebeklædte vinduer på Teaterøen, var det fascinerende at se, hvordan den filosofisk anlagte professor gang på gang kunne stille den normalt så retningsbestemte teaterinstruktør spørgsmål om emner han troede sig sikker i.
Protreptik betyder “at vende et menneske mod sig selv”, og da åbningsordet for den protreptiske samtale var Betydning, var der allerede grobund for dybe tanker om Lyngbos eget værd og plads i tilværelsen.
Fantastisk at overvære en civiliseret samtale på så højt et plan, og den stilfærdige drøftelse af bl.a. begrebet Intensitets tab, var guld værd. Og selv om Martin Lyngbo som teaterdirektør og instruktør lever af at levere forestillinger, som vel helst skal modtages godt af et stort samlet publikum, så lukkede han op, og fortalte til Ole Fogh Kirkeby at han slet og ret er bange for individets hengivelse til massen.
Omvendt talte Lyngbo også om hans personlige retreat, som er Italiensk fodbold. (Hvor man vel næppe kan undsige sig massehengivelse som del af charmen)
Tilbagevendt til åbningsordet Betydning, og med spørgsmålet Vil du gerne betyde noget for dig selv?, snakkede d’herrer Lyngbo og Kirkeby bl.a. om instruktørens magt og vælde, og her var Lyngbos afslutningsreplik ubetalelig:
Tristessen er, at når man er færdig med en forestilling, så er man fyret som gud!
Teaterøen fortsætter i næste sæson med arrangementsrækken Protreptik og Fragilité, og ja – det kan anbefales!