Så har Dansehallerne og Betty Nansen for alvor skudt POPDEATHPOWER i gang, først med NEW SH*T som åbnings event d. 5. marts, og så med adskillige vilde gæster på programmet resten af måneden.
NEW SH*T blev denne gang kurateret af Liva Xamanek Lopez, der til åbningseventet på EDISON – som emmede af gode festival vibes – præsenterede tre performances, som tilsammen gav et stærkt indblik i Contemporary dance p.t., med popping, breaking og eksperimenterende dans.
Abya Yala – Afrik & Arcturuz, Anastasija Olescuka, samt Nora Massisímo & Mia Kingo gav deres bud på hvordan verden ser ud i dag, og med imponerende visuelle tableauer viste de tre dansemæssigt beslægtede performances, hvorfor Liva Xamanek Lopez havde valgt dem som the NEW SH*T på POPDEATHPOWER festivalen.
”He cried so many tears”
Og på samme imponerende vis – og lige med et nøk op på stjerneskalaen – havde Danjel Andersson d. 9-10. marts skaffet Marikiscrycrycry til landet, med sin rå og ubarmhjertige HE’S DEAD (coverbilledet), hvor den karismatiske danser, koreograf og iscenesætter Malik Nashad Sharpe sætter fokus på den amerikanske rapper Tupacs død. Men vel at mærke ikke med gangsterkonflikt eller en klassisk kriminel vinkel på mordet på den 25årige rapper, men i stedet med fokus på Tupacs mentale tilstand, og spørgsmålet om han reelt var deprimeret.
I en smukt koreograferet, men rå og brutal stil, var de fire dansere Alexander Love, Blue Makwana, Eve Stainton og Malik Nashad Sharpe fra start af klar til at vælte salen, men hvor andre ville have brugt skud og våben til at male billedet af en gangster, så vælger Marikiscrycrycry at fastholde os i det smukke i den unge mands sind. Og den begyndende depression bliver til et udtryk – på nippet af det romantiserende – som rammer publikum med tung rap og brutal urban fashion. Flot gæsteoptræden af en sjælden gæst i DK.
Dansehallerne x Bettys festivalprogram POPDEATHPOWER har meget mere at byde på i denne måned, så hold dig opdateret enten her på siden, på Dansehallerne.dk, eller på Bettynansen.dk.
Foto: Elise Rose