PINOCCHIO // Bådteatret

⭐⭐⭐⭐

Rolf Heims magiske dukkeverden af kød og blod. 

 

Instruktøren Rolf Heims fantastiske evne til at skabe magiske universer, bliver i PINOCCHIO stadfæstet med en smuk, men grusom, fortælling på tværs af medier – og standhaftig i sin kritik af Europas behandling af flygtninge.

På Bådteatret bliver to historier fortalt parallelt. Den første er klassikeren om trædukken PINOCCHIOs farefulde færd for at blive en dreng af kød og blod, den anden er en grusomt realistisk historie om gadebarnet af kød og blod fra Afghanistan, der som flygtning op igennem Europa bliver udsat for umenneskelig behandling.

PINOCCHIO skal lære om samvittighed, og om hvad der er rigtigt og forkert – flygtningebarnet skal på den hårde måde lære om menneskets ligegyldighed, higen efter penge, og ufatteligt kyniske tilgang til andre menneskers nød.

Scenerummet på båden er fyldt med videoskærme, dukker, dyrehoveder og skuespil, og tre skuespillere lægger krop og stemmer til både flygtningebarnet, trædukken, og alle de slibrige pengegriske karakterer i form af bl.a. ræven og katten på rejsen. Laura Allen Müllers vilde transformationsevner lader hende springe uhindret mellem barn/voksen/Pinocchio karaktererne i Rolf Heims dobbelte forestilling, og sammen med Pernille Nedergaard og Thomas Bang, er det lille ensemble en velspillende enhed der får den næsten alt for realistiske fortælling til at leve.

Den største force i Rolf Heims forestilling er når historierne ”snakker” sammen. Som når flygtningebarnet fortsætter fra Afghanistan over Tyrkiet til Grækenland, og videre gennem Mellemeuropa til han ender i en lastbil, gemt og klemt mellem lasten af store vandmeloner, der ender med at smadre drengens ben.

For så at klippe til Pinocchios verden, hvor han lykkelig over at blive en rigtig dreng med ben af kød og blod, synger klassikeren: ”Der er ingen bånd der binder mig”.

PINOCCHIO på Bådteatret er grusomt god.

Foto: Miklos Szabo

SE MERE