⭐⭐⭐
Ynde, lethed, og gode intentioner om en smuk verden. Men for lidt udvikling.
Danseforestillingen PERCEVAL er skabt med inspiration fra kunstneren Hilma af Klints farverige The Parsifal Series fra 1916, og forestillingen med de fire gode dansere Zen Jefferson (DE/USA), Meleat Fredriksson (DK/SE), Adam Seid Tahir (SE), og Nikoline Due (DK), er bestemt et fint mashup af lethed, yndefuldhed og pastelfarver der fylder scenerummet. Men det er desværre mere som en gang candyfloss, end et abstrakt værk med farlige undertoner som inspirationskilden rettelig er.
Koreografen Louise Mochias fascination af den abstrakte maler Hilma af Klint er forståelig, og Klints værk The Parsifal Series er fuld af underfundighed og de bedste bagvedliggende intentioner. Og om navnet på Klints værk, der består af 144 papirarbejder der deles op i grupper, for siden at blive delt op i adskillige nye dele, er en reference til Kong Arthur og Parsifal – en af ridderne af det runde bord, eller titlen refererer til Richard Wagners ikoniske opera af samme navn, vil altid være et mysterium. Men hvis man bruger Klints værk som udgangspunkt for en koreografisk fortolkning, så sætter man barren højt, og må dermed ikke sigte for lavt.
Louisa Mochia og hendes dansekompagni Sitka Louisa har med PERCEVAL skabt en fin lille performance, der med fire meget forskellige, men også meget talentfulde dansere, sagtens kan betegnes som et vellykket trin i en arbejdsproces. En proces hvor Louise Mochias arbejde med Somatic Movement kæmper med at fortolke en abstrakt kunstners trang til at dele op, skille ud, og samle igen. Og der er bestemt små fine dele af PERCEVAL der kan arbejdes videre med – for til sidst at udmønte sig i en mere helstøbt forestilling. Men det kræver mere udvikling – mere mod til at være grim. Og ikke kun smuk.
Sitka Louisas PERCEVAL vises på teaterscenen i Valby Kulturhus, 7-9. december 2022.
Foto: Christoffer Brekne