Små, store øjeblikke.
To minutters forløsende frelse i Miracle Labs hollandske campingvogn, 15 minutters rock’n’roll gys i Teater Lux’s totale mørke, en pludseligt opstået toreador arie fra Carmen ved nabobordet i cafeen, eller – som på coverbilledet – en lille pige der fra vejkanten er tryllebundet af skuespiller og danser Garanche Silve, der som forårsofret i Igor Stravinskijs Le Sacre du printemps har indtaget gaderummet i Helsingør. Det er små, store øjeblikke som disse der definerer PASSAGE FESTIVAL, og det er dem der hvert år får tusindvis af gæster til at valfarte til Helsingørs gadeteaterfestival.
Selvfølgelig er der også større forestillinger, hvoraf flere er hentet tilbage til Helsingør efter stor succes på tidligere års festivaler – f.eks. klovnene MDR – Death from Laughter – en uovertruffen klovneforestilling som jeg selv så i 2022, samt gedigne og flotte produktioner der er hentet ind fra hele verden – heriblandt klovnen Gabriela Muñoz og hendes vidunderlige PERHAPS, PERHAPS… i Kulturværftets store sal, eller koreografen Thomas Bentins STELLA UTERO i den store interaktive skulptur Myriad Luminarium. Og en gadeteaterfestival som PASSAGE er for mig alle de øjeblikke og indtryk der opstår, lever og forsvinder, men bliver ved med at dukke op i min erindring. Øjeblikke og indtryk der må kæmpe med det danske sommervejr, men som altid vinder på charmen.
Carys Nicholls og Graham Milligans Hands down Circus måtte helt klart kæmpe mod regnen i Toldkammergården. Men både deres ekvilibristiske samtidscirkusshow TAPE THAT, og de mange glade festivalgæster, lod regn være regn, og nød hinandens selskab i PASSAGE festivalens epicenter i Toldkammeret. For hvorfor dog lade lidt dråber fra oven spolere humøret, når man med kulørte ruller Gaffatape kan skabe nye verdener foran øjnene på gæsterne, som omvendt ikke havde nogen problemer med at bruge de medbragte paraplyer. Her var der ingen sure miner – højst et lille frydefuldt hvin af og til, når artisternes stabler af taperuller blev foruroligende høje i regnen.
Og hvorfor skal man ikke bruge den paraply som man nu har bragt med, selv om man er med i kunstnerkollektivet La Ville en Feus fantastiske version af Igor Stravinskijs Le Sacre du printemps. I Helsingør er LE SACRE en vandreforestilling, hvor det fantastiske hold af artister nynner, brummer, synger og danser sig igennem den tragiske historie om det hedenske forårsritual, hvor en jomfru skal danse sig til døde. Endnu et fantastisk øjeblik på PASSAGE.
Men der var sandelig også sol på PASSAGE i år, og det gode ved gadeartisteri er, at man aldrig ved om uheld er planlagte stunts eller uforudsete hændelser. Så når det lille cirkuskompagni Grand Danois med Stijn De Boeck, Karl Emil Dahl, Johan Risum Stockmar og Luna Risum Stockmar triller med spande, svinger sig i trapezen og viser det store publikum bag Sankt Olai Kirke hvad fire jyder kan når de virkelig vil, så er der ikke et øje tørt. Man fornemmer både producenten DYNAMO og iscenesætter Troels Hagen Findsens sikre hånd på produktionen, for Grand Danois er uprætentiøs skøn afslappet humor med lige dele ekvilibrisme og lavthængende basgrooves.
Mindst lige så uprætentiøst var øjeblikket, hvor sildemadden og snapsen lige var blevet serveret på udendørscafeen, men hvor Prins Orlofsky og Musetta så besluttede sig for – med tilhørende accordeon – at indtage fortovsstillingen. Muligvis ikke alles kop the, men da Carmen endelig sang til toreadoren, høstede de gulklædte operasangere altså vild jubel.
Det var selvfølgelig Copenhagen Opera Festival der var på deres årlige teaser tur rundt på landets festivaler, og i dag havde de med deres mobile opera-performance Ride! Sing! Repeat! sendt sopranerne Maria Kjelsson og Barbro Citron, mezzoen Frida Lund Larsen og barytonen Marcus Dawson, samt accordeonisten Adam Ørvad på bytur – og det gik ikke stille for sig. De kom pludseligt, de sang, og så var de væk. Endnu et smukt og uventet øjeblik på festivalen i Helsingør.
Uventet var også den hollandske gadekunstner Nieuw Lefs, der med åbne arme tog imod enhver, der i hans Miracle Lab campingvogn ville lade sig genføde som et nyt og bedre menneske. Jeg stillede mig også i køen, jeg blev modtaget med åbne arme, og derfra ved jeg ikke rigtigt hvad der skete. Men jeg var som genfødt – bare med uglet hår.
Det tog max to minutter – men det var endnu et øjeblik på PASSAGE jeg sent vil glemme.
Den lille fyr der tog imod klovnen Max Maccarinelli i Toldkammergården, vidste vist heller ikke rigtigt hvad der skete, men der er ingen tvivl om, at Maccarinelli’s finurlige forestilling STREET FOOL efterlod et gavmildt drys af poesi og charme, der passede perfekt til den blanding af børn og voksne der havde samlet sig i solen den dag. Maccarinelli’s historie om den hjemløse Arthur, der flytter ind på torvet med alt sit skrammel, som dog hurtigt udvikler sig til en mad bod, var både trylleri, spas og fis, samt gennemført gammeldags klovneri. Klassisk klovneri, der både havde brede smil og våde øjne med til sit publikum. For selv om vi griner, får man jo altid lidt ondt af klovnen når han falder.
Og fra solskinnet ind i mørket. Skuespiller og dramatiker Martin Ammundsens Teater LUX – der udelukkende spiller teater i totalt mørke – havde til årets PASSAGE Festival parkeret sin hemmelighedsfulde container på havnefronten, der i Helsingør stadig emmer af hårdtarbejdende havne- og værftsarbejdere. Og midt i solen, med glade festivalgæster summende rundt om Ammundsens mørke univers, præsenterede Teater LUX her sit metalrockdrama ØENS DÆMONER VENDER HJEM (RETURN OF THE IRON GHOULS).
Og hvis man først får forvildet sig ind i Teater LUX’s mørke verden af lyde, fornemmelser og radioteater-lignende drama, så er der ingen vej tilbage – så er du midt i et drama, der mestendels foregår i dit eget hoved – for du kan absolut intet se, men må stole 100% på dine andre sanser. Forvent en sanseeksplosion hvis du har booket en plads, forvent Ammundsens ru stemme fylde containeren med historien om en gruppe tidligere værftsarbejdere, der som dæmoner vender tilbage efter at have været Lucifers slaver, og forvent et fænomenalt soundscape af lyddesigner Mathias Rosenkilde, der lader metalrock og fortælling smelte sammen i et mørke, hvor kun dine tanker har frit spil. Det er kun 13 minutters mørke, men et øjeblik man husker.
Og bare rolig – når du så skal puste ud, efter en lang dag på PASSAGE, så er det jo godt at Kronborg ligger fast hvor den ligger.
For Helsingør vil altid være beskyttet med Kronborg om styrbord, så du kan altid kaste dig ud i dit helt eget PASSAGE Festival program – du skal nok komme helskindet hjem. Og helt sikkert med masser af små, store øjeblikke i rygsækken.
Hold øje med hvornår PASSAGE FESTIVAL vender tilbage i 2026.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk