OS // By Proxy på Teater Momentum

⭐⭐⭐⭐

Fællesskabet dekonstrueret by Proxy under Odense-borgernes lampehimmel.

Troen på OS, og fællesskabet, bliver sat på hård prøve under by Proxys lampehimmel på Momentum for tiden.
88 lysmænd (m/k) skulle der til for at styre lyset, da Vol. 11s første forestilling lod publikums ærlighed (og løgne?) bestemme hvilke lamper der var tændte eller slukkede under forestillingen OS.

Kunstnerkollektivet by Proxy (Anders Firing AardalMarthe Sofie Løkeland Eide, David Jensen, Heiki Eero RiipinenYlva Andrea Owren og Matias Askvik) satte vores fællesskaber, vores tilhørsforhold og vores holdninger under lup, og med en lille kontakt på hvert sæde, blev vi med afslørende nøjagtighed afkrævet svar på alt fra religion, politik og bankkonti, til krop, følelser og sexliv. Hvem tændte lampen? Hvem hørte vi sammen med? Hvem stod pludseligt afslørende alene med den sidste tændte lampe, når spørgsmålet gik på højreradikalt tilhørsforhold?

Det var Odenses borgere der havde doneret alle lamper (og al beklædning), da det var et fastlagt benspænd for forestillingen, at alt i scenografien skulle været doneret til teatret – intet måtte være købt ind til lejligheden. Og voilá – det fynske tøj på de norske kroppe, den intime in-the-round sædeopbygning, og den meget levende lampehimmel, var lige i øjet.

De norske by Proxy spiddede os derefter gang på gang, når de scene efter scene satte fingeren på de ømmeste steder i vores fællesskab. Morsomst af alle var scenen hvor mansplaining blev sat på spidsen, da fire norske gutter overbærende forklarede en jente hvordan hun skulle opføre sig, for at publikum bedre forstod hendes pointe.

By Proxy regerer på Teater momentum hele sæsonen, og jeg ser bl.a. meget frem til de møder GOB SQUAD som en del af deres udforskning af kollektive arbejdsformer.

Stay tuned…

 

LÆS MERE HER!