⭐⭐⭐⭐⭐
Fremragende avantgarde opera af Fluxus kunstneren Henning Christiansen.
Henning Christiansens kammeropera blev opført på Copenhagen Contemporarys loftsetage, hvor publikum fra start af blev mødt af en mørk og intens stemning, med et grønt skær i afmålte portioner. En afdæmpet, forventningsfuld summen af interesserede stemmer bredte sig hurtigt på aftenen, og små Gin & Tonics blev diskret nydt i det dunkle rum, mens man overvejede hvordan, og hvor i rummet, man mon vil få den bedste oplevelse.
For operaen af avantgardekomponisten med nærmest kultagtig status, Henning Christiansen, konkretpoesi-digteren Hans-Jørgen Nielsen, samt provokunstneren Bjørn Nørgaard, er et Fluxus kunstværk, hvor ingen form eller substans er givet på forhånd. Det tværæstetiske operaværk er bygget op om fire musik stationer, hvor der er udlagt ledetråde (tegninger på gulvet, måtter o.a.) til hvordan man evt kan indtage rummet, for at opleve værket på en ny og anderledes måde. Stående, gående, siddende eller liggende, det er op til publikum selv, hvordan de ønsker at opleve Henning Christiansens cirkulært opbyggede fluxusværk af en opera.
Det er Anton Lukoszeviezes GB-baserede musikensemble Apartment House, med Alan Thomas på el-guitar, Geth Griffith på el-bas, Andrea Vogler på percussion, samt Bartosz Glowacki på accordeon, der fremragende fortolker Christiansens toner i det tværæstetiske værk, hvor dirigenten Jack Sheen står – som støbt i gips – med begge fødder dybt plantet i to huller i en kæmpe trækasse. Man aner her Bjørn Nørgaards tilstedeværelse i scenografien, der er fint udført af Rosa Birkedal og Simone Bartholin, der via samtaler med Nørgaard har fortolket værkets performative koncept.
Og det er Bartosz Glowackis accordeons mørke, nærmest pastorale toner der indleder værket. Langsomt derefter går blæsebælgen i Glowackis instrument så over i glade cirkusmusikrytmer, der pustes ud i det pakkede loftsrum på Refshaleøen, og operaen fortsætter på samme måde med at lege med vores følelser og fornemmelser. Sangerne er fordelt mellem stationerne, men går rundt i cirkler når de ikke lige synger, og igen – man mærker den tværæstetiske vigtighed i operaen. Som publikum er man midt i værket, der bevæger sig konstant – på flere plan. Når sangerne ikke, som i en konventionel opera, synger en bestemt karakters arie/stemme, men indgår i et større hele, hvor gentagelsen af tekststykker bruges i flere sammenhænge med forskellige instrumenter, er det både fascinerende at prøve at følge en bestemt sanger, eller bare at læne sig tilbage, og tage helhedsindtrykket ind som en bølge af lækkerier fra en tag-selv-buffet.
En af sektionerne var med en el-bas og en el-guitar, som følger en klassisk tenor og en baryton på vej. Helt vildt hvordan de moderne instrumenter samarbejdede med den norske tenor Eivind Kandals flotte stemme, og endnu vildere da den engelske baryton Francis Brett foldede sig ud. De to herrer fik kvindeligt modspil i den canadiske sopran Charlotte Mundy, samt vores egen danske mezzosopran Nana Bugge Rasmussen, der atter funklede – denne gang i det grønne mørke.
Librettoen – Hans-Jørgen Nielsens konkretpoetiske digt, handler ikke om noget, der sker intet, og ordene om glasset, forelskelsen, de blå øjne, det mørke hår og den fyldige barm, gentages og klippes op og sættes sammen igen. Digtet og ordene lever i kraft af sammenhængen, musikken og den performative interaktion.
for Ibsen her love her big breasts her dark hair her blue eyes her slender hands
a glass is moving and everything is moving a glass is moving
Van Gogh skar sit øre af, Henning Christiansen malede sit øre grønt, for “man skal lytte til naturen“. Hvis det ikke kalder på godt vejr for Ibsen, så ved jeg ikke, hvad der gør.
Opsætningen af fluxus-operaen ‘Opus 37: Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen’ på G((O))NG Tomorrow 2018, er et fremragende tværæstetisk scoop af dimensioner, som kun har kunnet lade sig gøre i et unikt samarbejde med artFREQ, Copenhagen Opera Festival, Copenhagen Contemporary, og ikke mindst Henning Christiansen Arkiv. Tak for det.
Foto: Malthe Folke Ivarsson