⭐⭐⭐⭐⭐
”Aske og støv falder stille som sne.”
Selv om ordene i Nila Parlys rå libretto falder i tredje akt Begravelsen, er de også meget sigende om fixpunktet i Jacob Ejersbos NORDKRAFT, misbrugsdramaet fra Aalborgs underverden af junkier, Low Lifes og skæve eksistenser. Det er Copenhagen Opera Festival der har initieret og produceret operaen bygget på Ejersbos klassiker, og samarbejdet med Aalborg Opera Festival & Teater Nordkraft har selvfølgelig sørget for at urpremieren foregik på Teater Nordkraft i Aalborg, for derefter at rykke til Takkelloftet i København, så forestillingen fortjent kan ses af et større publikum.
Ejersbos fantastiske roman på 429 siders levende skildring af Aalborgs stofmisbrugermiljø i 90’erne, er næsten diametralt modsat en operas oftest simpelt opbyggede libretto, hvor handlinger, følelser og skæbner beskrives forholdsvis kort, for derefter at gentages. Og operaen NORDKRAFT skal da heller ikke ses som en 1:1 dramatisering af romanen, tilsat musik og sang, men i stedet som en fortolkning af det grundlæggende element – misbruget – ved at sætte toner og stemninger på scenen, som udtryk for det emotionelle aspekt frem for det konkrete.
Det er Nila Parly der står for den nedskalerede men intense libretto, og det er med komponisten Signe Lykkes alarmerende præcise toner publikum lokkes ind i NORDKRAFTs understrøm. Et råt univers hvor scenograf Christian Albrechtsens verden af gråtoner skaber rammerne, og sangerne der lægger krop og stemmer til karaktererne fra Aalborgs sidegader, må kæmpe for deres plads i limboet mellem liv og død.
Mellem liv og død befinder sig også pusheren Asgers to hashafhængige rottweilere Tjalfe og Tripper, der helt genialt fortolkes af de to koreografer og dansere Noora Hannula og Marluze da Cruz med mundkurve på. Der kæles kort sagt for detaljerne i opsætningen, som også byder på et dystert, men overraskende bevægende tableau i sidste akt, hvor junkien Steso siger farvel.
Nu kunne det måske lyde som om operaen NORDKRAFT er en lang ubærlig omgang ulykke, men midt i den meget intense og pågående fortælling, giver instruktør Anja Behrens plads til skildringen af den kærlighed, som i en nådesløs verden holder håbet i live. Med Signe Lykkes nykomponerede toner lader dirigent Jakob Hultberg et flot sammensat orkester af musikere – fra Copenhagen Phil, Halvcirkel og Copenhagen Opera Festival – fylde salen med spænding og forløsning, som vokalensemblet Ars Nova Copenhagen og solistensemblet af sangere formidabelt leverer videre ud over scenekanten. Specielt bør den vilde treenighed Sophie Haagen, Nana Bugge Rasmussen og Cassandra Lemoine nævnes for deres indfølte fortolkninger af misbrugsmiljøets barske pusherfrauen, voldsomme og barske karakterer som ligger langt fra de karakterer som de ellers brillerer med.
Jacob Ejersbos NORDKRAFT omsat til opera lyder som en uladsiggørlig opgave, men er i hænderne på Signe Lykke, Nila Parly og Anja Behrens blevet en barsk og velkomponeret forestilling ud over det sædvanlige.
NORDKRAFT spiller på Teater Nordkraft i Aalborg 6. – 8. august, og på Takkelloftet i København 25. – 28. august 2021.
Foto: Olafur Gestsson
En tanke om “NORDKRAFT // Aalborg Opera Festival & Copenhagen Opera Festival”
Der er lukket for kommentarer.