NATTERGALEN // Dansk Danseteater, Musikhuset i Aarhus

⭐⭐⭐⭐⭐

Den Sorte Skole skaber stærk sfærisk stemning over NATTERGALEN.

Koreografen Sebastian Kloborg indleder aftenen med en smuk og fri nattergal på en bar scene. Eller rettere, en scene hvor scenografien kun udgør bagvæggen. Det er den dansk/ukrainske collagekunstner Sergei Sviatchenko der har stået for scenografien i Dansk Danseteaters forestilling, men hans sædvanlige pågående og ofte provokerende leg med farver og former kommer ikke til udtryk i aftenens første akt, hvor hele scenografien nærmest er gemt væk på bagscenen. Men scenen i Musikhusets Store Sal er meget stor, og jeg er ikke i tvivl om at Sviatchenkos idéer vil blomstre yderligere, når NATTERGALEN rammer Takkelloftets intime scene.

Sebastian Kloborgs koreografi derimod, den hævder sig fra første trin. En smuk og fri nattergal indtager scenen (Elin Andersson i Aarhus), hvor man straks fornemmer fuglens ubekymrede frihed i Kloborgs koreografi. Værket tager udgangspunkt i både H. C. Andersens ”Nattergalen”, samt Oscar Wildes novelle ”Nattergalen og Rosen”, og de menneskelige relationer og dilemmaerne står i kø når Kloborgs narrativ udfolder sig.

Tys! Tys! Lyskeglen suser rundt i scenerummet og en spændt kejser nærmer sig, søgende og fløjtende med hele sit følge i hælene. Både kejseren og hans følge har hvidkalkede ansigter, og alle har røde fnugbørster som de konstant gnubber mod kejseren for at holde ham ren og perfekt. Hele kejserens entourage er klædt i grå habitlignende klæder der alle er lidt skæve, mangelfulde eller uperfekte, og kejseren (Lukas Hartvig-Møller) fremstår androgyn i både fremtoning og bevægelsesmønster mens han fløjter insisterende efter nattergalen. Kejseren og følget leder som desperate, og prøver alle mulige krumspring og positurer i forsøget på at lokke nattergalen til sig.

Sebastian Kloborg lader de hvidkalkede zombier udstråle underdanighed og respekt for kejseren, og Sergei Sviatchenko & Maria Ipsens grå habitters ufuldendthed fuldender hele det kejserlige hofs latterlighed i forhold til deres jagt på det smukke og det rene i livet. Zombie analogien er kort sagt lige i øjet.

Ligesom hos H. C. Andersen forsøger de at lægge bånd på Nattergalen, og det går selvfølgelig helt galt når de forøger at passe nattergalen ind i kejserens hof ved at iføre den gråt tøj og fnugbørster, så Den Sorte Skoles to lydgenier lader lydene, tonerne skratte og signalere maskinfejl – teknisk uheld. Og når nattergalen bliver fanget og lagt i lænker, hænger der onde truende toner i scenerummet, og storm, tåge og uvejr fornemmes. Helt fantastisk hvad de to sample-genier kan præstere.

Sergei Sviatchenkos collage-scenografi er betydeligt mere nærværende i anden afdeling, hvor den brasiliansk fødte koreograf Alessandro Sousa Pereiras koreografi ligger milevidt fra Sebastian Kloborgs kolde zombier. Scenografiens roser spiller en hovedrolle i fortolkningen af Wildes ”Nattergalen og Rosen”, hvor Pereira bevidst lader både det feminine og det maskuline udtryk komme til sin ret, når de tre dansere Edward Pearce, Joe George og Milou Nuyens – alle i sorte jakkesæt – viser både kærlighed og opofrelse.

I elskovs scenen virker Den Sorte Skoles indledende knitrende lyde perfekt som understregning af det usikre og nye forhold, og når de elskende efterhånden finder hinanden, og bevægelserne bliver mere harmoniske og kærlige, udvikler Martin Højland og Simon Dokkedal et sjældent hørt lydunivers der nærmest får hele salen til at dampe. Og når citarmusikkens toner blandes med de elektroniske, følger Pereiras koreografi trop, og lader Milou Nuyens graciøst bevæge sine fødder som en indisk Kathak-danserindes hænder. Smukt samarbejde mellem lyd og bevægelse.

Hele tilblivelsen af NATTERGALEN har været et samarbejde mellem Dansk Danseteater og Den Sorte Skole, og ikke mindst for sample- og komponistduoen har det været en stor udfordring at arbejde på den måde. Men resultatet er mageløst. Ved uropførelsen i Musikhuset i Aarhus var vi endda så heldige at opleve d’herrer stående ved hver sin pult og liveperforme deres soundscape, hvilket var en helt fantastisk oplevelse, men det vigtigste – Den Sorte Skoles toneunivers – følger Dansk Danseteaters forestilling både på Takkelloftet i København, og på turnéen Danmark rundt.

Foto: Raphael Frisenvænge Solholm

SE MERE