MYTE OM MØRKE // NordicOpera & We Like We, CPH Opera Festival på Teaterøen

⭐⭐⭐⭐

”Vi er drenge. Vi fanger grønne papegøjer, og bytter dem til brød og ost”

Klangkvartetten We Like We har skabt et ambient toneunivers i NordicOperas dunkle Elsa Gress opera MYTE OM MØRKE, og da hele operaens 90 minutter bliver afviklet i et mørke, hvor kun sol og måne, samt silhuetter, LED projektører og fantasivæsener lyser op, så bliver man spundet ind i de fire toneekvilibristers vidunderligt psykedeliske spind fra start af.

Det er dramatiker Alexandra Moltke Johansen der har skrevet librettoen til MYTE OM MØRKE, og ligesom hun gjorde det i den Reumert-nominerede MESSSIAS I NAT, formår hun i MYTE OM MØRKE at omskrive, fortolke og videreudvikle tekst og tanker, så de fremstår ganske anderledes end tekstoplægget. I NordicOperas mørke er det den intellektuelle kritiker og forfatter Elsa Gress der hædres, og hendes fascination og oversættelse af den engelske digter Byrons digt DARKNESS fra 1816, der ligger til grund for librettoen.

Frelsen er fantasien. Frelsen er usikkerheden. Her holder teori op, og praksis begynder

Når man lige har vænnet øjnene til mørket, ser man de to kæmpe valmuekapsler, centralt placeret mellem sol- og måne-lignende lysvægge i salens ender. Og da Alexandra Moltke Johansens drømmefortælling er en historie midt mellem Alice i eventyrland og Lucy in the sky with diamonds, undrer det ikke når mezzosopranen Nana Bugge Rasmussen begynder at svæve mellem de to lysende øjne der har åbnet sig fra valmuekapslernes indre.

Nana Bugge Rasmussen, sopran Regína Unnur Ólafsdóttir og kontratenor Daniels Carlsson synger alle upåklageligt, og sammen med to dansere Silja Lumholdt og Mila Lulu Houstrup Madsen, skaber de i scenograf Simone Batholins eventyrunivers en magisk stemning der matcher We Like We’s ambience.

Merete Sveistrups ide med at hædre Elsa Gress med en opera, som i Lotte Andersens instruktion er blevet et drømmeunivers, kan diskuteres, men som opera og musikdramatik – med toner og sang på så højt niveau – er MYTE OM MØRKE en både spændende og flot produktion.

Foto: Simone Bartholin

SE MERE