MOMBIE // Team Teatret, set via Livestream

de er skrevet ud af historien

I Team Teatrets MOMBIE er Line Vejgaard Kjær den unge kvinde der gerne vil være perfekt, men må sande at facaden, drømmene og den tilrettelagte hverdag, lige så stille krakelerer i takt med at maven vokser, og virkeligheden åbenbarer sig med alt hvad det indebærer af normalitet. Som stresset nybagt mor må hun forholde sig til barnets far (Stig Reggelsen Skjold), der også synes hans liv er blevet fuldstændig ændret, sin svigermor (Hanne Windfeld), som konstant blander sig og vil hjælpe, og ikke mindst kvindens værste fjende – hendes Alter Ego (Marie Vestergård Jacobsen), der som et stykke Gaffertape klistrer sig til kvinden, og fortæller hende hvad hun bør gøre. Men kvinden, der er dramatiker, skal skrive om det at være kvinde – og vil hellere skrive revolutionært om Pippi Langstrømpe – om hvordan kvinden selv kan bestemme.

Det er den talentfulde dramatiker Jeanette Munzert der står bag teksten i MOMBIE, Team Teatrets crazykarikerede kvindeportræt, hvor den unge kvinde møder moderskabets mange overraskelser. Og Munzert rammer absolut plet med rigtig mange sandheder, uretfærdigheder, typer og roller indenfor familiens prædestinerede liv med børn i huset. Men hun kunne med fordel have skåret stereotyperne ned til det halve, eller tilføjet dem noget overraskende, det har Munzert evnerne til – husk f.eks. bare på hendes fine GRAB THEM BY THE PUSSY på Teatret Svalegangen i 2018, eller den vilde JEG ER SGU MIN EGEN på Nørrebro Teater i 2019.

Forestillingen, som scenograf Laura Rasmussen har ladet foregå i et overdimensioneret lyserødt børneværelse, er instrueret af Anne Zacho Søgaard, som er uhyre loyal overfor Munzerts tekst, hvilket desværre resulterer i lidt for mange råbende passager for at få det hele med. Det er ellers den sindssygt dygtige Turkman Souljah der står for det afbalancerede lydunivers i MOMBIE, men det spiller ikke helt i samarbejdet med instruktørens mange råbescener. Men alle fire skuespillere præsterer fint, og ikke mindst Hanne Windfeld kommer flot ud over scenekanten som den karikerede svigermorheks.

Svigermor er grunden til at alle mænd er blevet som de er

Ovenpå en flot livestream fra Aalborg Teater i sidste uge, håbede jeg med MOMBIE på endnu en gnidningsfri streaming, denne gang fra Team Teatret i Herning. Men ak, der var desværre flere skønhedsfejl i både lyd og billede, hvilket udviklede sig til et reelt nedbrud, hvor TEKNISK UHELD skiltet tonede frem på skærmen, helt som dengang TV’et trådte sine barnesko. Og da det jo ikke var en generalprøve, men en reel premiere for et betalende publikum, så er det ikke i orden. For selvfølgelig kan man opleve tekniske nedbrud på enhver scene – det er en del af levende teater – men en livestream, det skal kunne køre i 2021. Og da det bl.a. betød at hele starten af forestillingen fortog sig i tåger for mig, har jeg besluttet ikke at uddele stjerner i anmeldelsen, det ville ikke være fair. Og så håber jeg – ikke mindst for det betalende publikums skyld – at teatret får det op og køre til forestilling #2, fredag d. 29/1.

Jeg krydser fingre for MOMBIE.

Foto: Mingo Photo for Team Teatret

SE MERE HER