⭐⭐⭐⭐⭐
Og det er Nørrebro Teater sgu også!
Det er en fryd at opleve hvordan Nørrebro Teater har fundet sin helt egen stil – sin helt egen måde at drive teater på. NBT rammer både lokalt og bredt, og Mette Wolf har med sin favnende og inkluderende stil fundet en hylde, hvor morskabsteater og store flotte produktioner gør teaterhuset i Ravnsborggade til et naturligt fyrtårn.
Og forestillingen JEG ER SGU MIN EGEN er en stor flot produktion, der rammer i plet på de fleste parametre. Oplægget, en folkelig komedie fra 1960’erne, med oprindelig tekst af Klaus Rifbjerg og ikonisk musik af Bent Fabricius-Bjerre, er med nyt manuskript af Jeanette Munzert og instruktion af Niclas Bendixen, og ikke mindst med kostumer og en fremragende sceneopbygning af scenograferne Torden & Lynild, blevet omformet til en 2019 version der vil gå lige i hjertet på de fleste.
Historien handler kort fortalt om en ung kvinde – den livsglade Annie, der ikke vil tilpasse sig samfundets regler og forventninger. Hun bliver sendt rundt i et tungt administrativt system for at få hende rettet til, men hverken jobs, tvangsægteskab, eller anbringelse på opdragelsesanstalt, kan knække ukuelige Annies livsmod. Hun sætter sin hat som hun vil.

Hele Torden & Lynilds scene er bygget op som en stor Verner Panton inspireret drøm, et Kafkask virvar af blå, orange, lilla og røde firkanter og huller, som sammen med en verden af trapper minder om den hollandske kunstner M.C. Eschers vidunderlige verden af umulige konstruktioner og optiske paradokser. Det er en vidunderlig udforskning af det umulige, og en rapkæftet kommentar til det moderne samfunds uigennemskuelige virvar af forordninger.
”Han kan ikke være din mand, han kan kun være din kønspartner”
Jeanette Munzerts nutidige (men stadigt Rifbjerg-loyale) tekst, sender Mathilde Passers frejdige Annie rundt som en blanding af Pippi Langstrømpe og Daimi, og samtidig er det en fryd at se hvor godt Nørrebro Teaters ensemble får fortællingen op og flyve, med absolut forrygende præstationer af specielt Marie Askehave som Annies Clockwork Orange-agtige værge, og Tom Jensen der elegant springer mellem roller, og som høster aftenens pris for største overraskelse, da han med et klingende AI-AI-AI bryder ud i en flamenco canto jeg ikke havde troet han havde i sig.

”livet er ikke et tag-selv-bord, Annie Jensen!”
I JEG ER SGU MIN EGEN får vi selvfølgelig serveret Bent Fabricius-Bjerres klassikere på et fad, og bl.a. Duerne flyver (Nicolai Jandorf), og Jeg sætter min hat som jeg vil (Mathilde Passer), er i kapelmester Søren Graversens scenerockversioner både rørende og morsomme.
Niclas Bendixens instruktion passer godt som selvstændigt værk til Munzerts tekst, men er bestemt ikke uden inspiration fra filmen i 1967, hvor specielt de skønne dansetrin og rytmer fra Bent Fabricius-Bjerre går igen. Mathilde Passers Annie er sød og ligefrem, ung og kejtet. Synger ikke altid lige rent, men who cares – hun rammer stilen og tonen, som Daimi Gentle gjorde landskendt i 1967. Godt sats fra Nørrebro Teaters side, at give den nyudklækkede Mathilde Passer chancen, da forestillingens oprindelige Annie – Lise Baastrup – måtte forlade produktionen p.g.a. graviditet. Den nyuddannede Passer er så tilpas skæv og utrænet, at på trods af det omkringliggende farveladeunivers hvor der bliver gået i takt, så ender Annie Jensen sgu med at være helt sin egen.
Foto: Büro Jantzen