⭐⭐⭐⭐⭐
Lars von Triers tvetydige, og til tider maniske tilgang til kvindekønnet, bliver i instruktør Anja Behrens hænder taget i forsvar – men også besvaret ganske entydigt; det er kvinderne der er stærkest når verden crasher.
Forestillingen MELANCHOLIA handler i bund og grund om hvordan man reagerer i en krise, og om hvordan følelser og fornuft ofte er modsætninger, men i sidste ende dør vi sgu nok alle sammen alligevel når jordens undergang kommer, så måske skulle man lytte lidt mere til hinanden – og få det bedste liv mens vi har det.
Handlingen er i grove træk, at den følsomme og melankolske Justine skal giftes, og mens hendes praktiske og fornuftige søster Claire arrangerer en kæmpe bryllupsfest for hende, falder Justine hele tiden ud af virkeligheden og ind i sin egen verden. Hun fornemmer ting, og hun opdager en rød stjerne på himlen der hele tiden vokser. Og mens festen tager til, kommer stjernen nærmere Jorden. Så hvordan reagerer man når Jordens undergang måske er tæt på?
Forestillingen MELANCHOLIA på Scala er en super flot iscenesættelse af Lars von Triers film af samme navn, og i Ida Grarups bevidst uhyggeligt distancerende scenografi, svinger Anja Behrens suverænt taktstokken over de gode skuespillere i Aarhus Teaters ensemble. Specielt er det Mette Døssing som Claire og Rikke Lylloff som Justine der brænder igennem, og det er da også klart de to karakterer der er omdrejningspunktet – både hos Behrens og von Trier.
Det er ingen skam at være inspireret af filmens verden når man iscenesætter et Lars von Trier drama, og Anja Behrens’ forestilling på Aarhus Teater emmer da også af film, både i lyddesignet, og på billedsiden hvor Twin Peaks momenter drypper ned fra sceneloftet. Og da Justine kaster sig over en nyansat i reklamefirmaet hun arbejder i, er det med direkte reference til filmen Exorcisten, for i stedet for krucifikset som Linda Blairs djævlebesatte Regan bruger, er det den unge mands hoved Rikke Lylloff bruger til at tilfredsstille sig med på Scala.
Det er altså ingen Madonna eller helgenkåring i MELANCHOLIA, hvor både de menneskelige sider og de dæmoniske træk trækkes frem i portrætterne, men der er ingen tvivl om at melankolien i sig selv retfærdiggøres i dramaet, der med Anja Behrens’ begavede tilgang på fineste vis har fundet vej til scenen.
Foto: Emilia Therese