⭐⭐⭐⭐⭐
”Miserere – vær barmhjertig”
Den banebrydende komponist Louise Alenius har skrevet på operaen MANUALEN i tre år, og ligesom hendes tidligere værker er operaen et kompromisløst kunstværk. Et værk hvor kunstneren sætter alt på spil, og en opera hvor meningen ikke er at provokere, men at forstå.
For når karaktererne i Alenius’ drama er Bevidstheden, Hjertet, Lungerne og Nyrerne, der i kampen med Smerten forsøger på at lukke ned for systemet, men først finder den barmhjertige død efter Manualens tilsynekomst, så ved man godt at hele værket går ud på at undersøge, at acceptere, at forstå.
I foråret 2019 kravlede jeg ind i komponistens hoved, da Alenius med TÉTE DE LOUISE ALENIUS på galleriet Eighteen i Kødbyen selv ønskede at invitere folk ind i sit sind, og med en tre ton tung hul træskulptur af hendes eget hoved, kom komponisten meget tæt på en bevidsthedsudvidende oplevelse, og gik igen skridtet videre for at forstå.
Og sammen med fremragende værker som hendes SILENT ZONE og STILLE SLAG, viser Louise Alenius med MANUALEN at hun mener det alvorligt, når hun går i dybden med sindet, med mennesket.
Operaen MANUALEN er inspireret af lægen Svend Lings arbejde med aktiv dødshjælp, og ikke mindst udfærdigelsen af hans manual til at tage sit eget liv – en manual der stadig i dag ligger åbent tilgængelig på nettet, på trods af Højesterettens dom, hvor Svend Lings fik 60 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord. For som straffelovens §240 siger: Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Men Louise Alenius advokerer hverken for det ene eller det andet i operaen, hun vil med sin kunst blot formidle sine egne tanker om hvordan kroppen kan reagere, kæmpe og skrige om hjælp, men kun med bevidstheden tage beslutninger, hvor en manual kan spille ind på afgørende vis.
”Vi har bestemt det er forkert at slå hjertet omkuld”
Marie í Dalis trappe- og spiralformede DNA-scenografi i MANUALEN er som en legeplads med gynger og rutsjebaner, men samtidig lige så dyster som Tivoli efter lukketid, hvilket også understreges af Alenius’ voldsomme indledning på operaen. Det er dirigenten Robert Houssart der står i spidsen for Det Kongelige Kapel i graven, men på scenen er det Elisabeth Jansson der spiller Bevidstheden, og med al den visdom som en hjerne kan mønstre overfor kroppens organer, er det hende der fører ordet i kampen med smerterne og den uhelbredeligt syge krop.
Men Manualen bryder ind, først som en lyskegle, senere som karakter med kegleformet hat, og kontratenoren Morten Grove Frandsen svæver derefter over fortællingen med en myndig selvfølgelighed, når Manualen med sine anvisninger guider Bevidstheden i kampen mod den uudholdelige smerte.
”Først i sjette time tager du pillen”
Igen, helt uden stillingtagen, lader Alenius i sin libretto Manualen komme til orde, samtidig med at hun i sin komposition lader Houssart og Det Kongelige Kapel fortælle om en kamp uden lige, når organerne en efter en giver op – helt indtil hjertet som det sidste organ kæmper for retten til at slå. Den voluminøse finske bas Petri Lindroos er Hjertet der ikke vil give op, men skal overtales af bevidstheden, der til sidst hidkalder Hånden til at føre pillerne til munden – og Hånden legemliggøres af fire uskyldsrene piger fra det Det Danske Pigekor, for selvfølgelig er det bevidstheden der styrer hånden.
”Angina slår knuder på min vilje”
Og når Bevidstheden endelig har fået besked på at lægge sig til at sove, er der blot Angina tilbage, som hidkaldes for at bringe hjertet til ophør i den rørende slutscene, hvor Sofie Lund klædt i hvidt som den frelsende engel bringer hjertet de kramper der afslutter livet.
Mens det er Det Kongelige Operakor der agerer Smerten, er det Mathias Monrad Møller og Andreas Højlund Arnfred der er de to nyrer, og Signe Asmussen der er Lungen der sidder på sin gynge der ikke må gå i stå. Koret er som sædvanlig outstanding, og solisterne i MANUALEN viser hvor gode de er sammen, præcis som den krop de illuderer.
Operaen MANUALEN er nytænkende, grænseoverskridende, og til tider svær at gribe fast i, men kroppen, bevidstheden og Louise Alenius’ vilje til at forstå, smelter sammen i et fremragende værk med mening og mod.
MANUALEN vises i Operaen som en del af et dobbeltprogram, hvor Dansk Danseteater indtager scenen efter en 45 minutters pause – en pause hvor man med fordel kan besøge det før omtalte Alenius værk TÈTE, der er opstillet i foyeren.
”Lieber heute als morgen”
Efter pausen præsenterer Dansk Danseteater og Pontus Lidberg DE SYV DØDSSYNDER, en fin lille Ballet Chanté på 35 minutter, som Bertolt Brecht og Kurt Weill skabte i 1933, hvor deres satiriske virke var på sit højeste. I princippet er jeg ikke vild med denne – i mine øjne – lidt umotiverede sammenkobling af de to værker, for efter hovedværket af Alenius, er man et helt andet sted end Brecht og Weills humoristiske toner og ord.
Dansk Danseteater har fortjent bedre end rollen som appendiks, men hvis du har overskuddet til at nyde en lille godbid med Nanna Øland Fabricius a.k.a. Oh Land der synger Brecht på originalsproget, og den vilde danser Lukas Hartvig-Møller der fører an hos DDTs skønne ensemble, så glæd dig.
Patrick Kinmonth og Pontus Lidbergs iscenesættelse af DE SYV DØDSSYNDER er en mini tour de force, hvor alle syv dødssynder præsenteres af den splittede personlighed Anna – Oh Land og Hartvig-Møller – der tager os igennem syv forskellige årtier, syv forskellige geografiske lokationer og syv forskellige dansearter – på 35 minutter! Det er hæsblæsende, fyldt med talent og vovemod, samt selvfølgelig Oh Lands karakteristiske stemme – nu på tysk. Du danser ud på Holmen bagefter.
Dobbeltprogrammet MANUALEN & DE SYV DØDSSYNDER spiller i Operaen på udvalgte datoer mellem d. 15. maj og d. 4. juni 2022.
Foto: Camilla Winther