⭐⭐⭐⭐
“Choreographing these dances felt like goldsmithing.”
Ordene tilhører den franske danser og koreograf Frédéric Gies, der sammen med den Berlin-baserede kunstner Christian Falsnaes er blevet inviteret ind i hjertekammeret hos Corpus, for at skabe forestillingen HOME #2 i Corpus Episodes – formatet hvor hjemmet bliver gentænkt og formidlet gennem dansen. Og man forstår ham godt, det er virkelig guld der løber i Corpus årer, og strømmer sit trofaste publikum i møde.
HOME #2, som har spillet hele perioden for totalt udsolgte huse i A-salen på Det Kongelige Teater, har i hast foranlediget to pop-up forestillinger på Ofelia Plads, hvilket selvfølgelig tilføjer værket endnu en dimension, og det var her Sceneblog oplevede forestillingen.
Corpus’ faste ensemble – Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Marco Høst, Alma Toaspern og Louella May Hogan – danser sammen med Frédéric Gies og Christian Falsnaes rundt om publikum på Ofelia Plads, og siddende midt i værket kommer HOME #2 virkelig tæt på. Og med havnens stilhed der rummer både mågeskrig og gravkøer, bliver man uundgåeligt til en del af helheden.
Gies, der arbejder meget med opløsningen af den herskende disintegration mellem populære og mere kultiverede danseformer, træder tydeligst frem i HOME #2 i de mange overraskende dansetrin i værket – trin og kombinationer der tager form af gentagne rytmiske gadedrengehop, kombineret med klassiske ballet teknikker som tournering af hofter og ben, så danserne alligevel ender i en elegant 4. position. Intet under at man kunne se Alexander Stæger storsmilende på Ofelia Plads.
Og Christian Falsnaes’ performative evner er lige så markant til stede i fortællingen om hjemmet, når danserne kommunikerer hen over hovederne på publikum, der er placeret i små grupper af fire, ansigt mod ansigt, som placeret om et middagsbord. Man kan ikke undgå at kigge sine med-publikummer i øjnene og smile, eller måske endda veksle et par ord. Præcis som ved et middagsselskab med underholdning.
Corpus har med HOME #2 igen formået at forny sig selv, denne gang ved en smuk åreladning med Frédéric Gies’ disrespekt for regler, og Christian Falsnaes’ tørre Berlinerhumor.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog