⭐⭐⭐⭐
Løssluppen stringens.
Gunilla Linds LOVEU2ND giver med sine syntetiske gopler og lyseblå androider stof til eftertanke. Med fire latex modeller på catwalken, i røg og damp, hvidt lys og små udefinerbare lyde i baggrunden, fanger hun vores opmærksomhed hvad enten vi vil det eller ej.
ASMR – Autonomous sensory meridian response – er en del af Gunilla Linds vilde værker, der taler til publikum på mange forskellige planer, men de små tryghedsskabende lyde der taler til vores indre jeg, er også smagsforstærkere når det gælder det visuelle. Og netop det visuelle islæt i Gunilla Linds LOVEU2ND koreografi er overvældende, ikke bare fordi det er underbygget med ASMR, men fordi Lind arbejder i rummet mellem det virkelige, det ægte – og det uvirkelige, det kunstigt skabte. Koreografien veksler i forestillingen mellem menneskets formåen og maskinens præcision, og skubber til vores billede af hvad der er smukt. For er enhver catwalk ikke skabt til at fremhæve det smukke? Eller det netop i catwalkens nådesløse spotlys vi opdager menneskets uperfekthed?
”Please let the river flow”
LOVEU2ND er en del af K:Selekt repertoiret i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater, og kan bedst betegnes som løssluppen stringens. Og netop Gunilla Lind Danseteater, med koreografens dødsforagtende tilgang til både nutid og fremtid, er en aktør der fortjener at blive vist på vores vigtigste scener.
Foto: Kasper Nybo