⭐⭐⭐⭐⭐
”Restaurant Pasta med Kødsövs”
Når sovs udtales som Zeus, og der er gået hul på E-boksen.
Jeg’et er på spil i Line Knutzons længe ventede identitetsdrama LIVSTIDSGÆSTERNE, en forestilling som Knutzon har udviklet som husdramatiker på Betty Nansen Teatret.
Mens dramatikeren Line Knutzon har siddet spærret inde på tårnværelset som en anden Rapunzel, har direktørerne Elisa Kragerup og Eva Præstiin over det sidste års tid taget store skridt i udviklingen af teatret, hvor både samarbejder med andre aktører og åbenhed overfor andre kunstarter er blevet en del af hverdagen. Åbningsforestillingen efter Corona nedlukningen – LIVSTIDSGÆSTERNE – er således også et projekt under paraplyen BETTY UDVIKLER, en proces der er udviklet i samarbejde med Bikubenfonden og skudt i gang allerede sidste år i august, hvor Betty Nansen modtog otte millioner til arbejdet med samskabende scenekunst.
Og samskabende tankevirksomhed er da også blevet Knutzons omdrejningspunkt i LIVSTIDSGÆSTERNE, hvor ikke mindre end seks skuespillere repræsenterer menneskets mange sider. Et fantastisk velfungerende ensemble – Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing – viser med al tydelighed hvordan mennesket er sammensat som individ, med både splittede meninger, had/kærlighed, og den evige kamp mellem fornuft og følelser.
Når en sprudlende Niels Ellegaard – som det koordinerende jeg – kalder til orden under dagens briefing, folder de andre personligheder sig ud, og afsløres en efter en som let genkendelige versioner af os selv. Her kommer både den positive side frem, den tilbageholdende, den sextrængende og den passivt aggressive. Under de knap så flatterende sider, afsløres f.eks. Xenia Noetzelmann med militærhjelm som det undertrykkende jeg, for ved at gå efter stanken, og korporligt få skubbet Noetzelmann ned fra skabet, finder resten af flokken ud af hvorfor hun har siddet på samme plads i 1 ½ år. Hun har undertrykt det pengefikserede jeg, og holdt Maria Rossing og hendes insisterende investeringstanker spærret inde.
”der kan vel ikke være gået to uger, siden i morges? ”
Karin Gilles lækre perspektivscenografi bliver effektivt brugt i Line Knutzons leg med flersomheden, og i den uendelige række af sparsomt møblerede møderum, kun afbrudt af utallige stabler af gamle dokumenter, kommer individet til kort, og jeg’ets sande natur sat på prøve.
Elisa Kragerup har som instruktør fået samlet det Knutzonske uangribelighedsunivers, der graver ligeså dybt i dramatikerens eget jeg, som de formodede tilskueres på Betty Nansen Teatret, og med et smukt touch af koreograf Signe Fabricius’ umiskendelige ensemblekoreografi, kan LIVSTIDSGÆSTERNE ikke ende med andet end at blive en af efterårets helt store kioskbaskere på Betty Nansen.
Forvirret? Bare læn dig tilbage og grin med – det er dig selv du griner af.
Foto: Emilia Therese