LEHMAN BROTHERS // Teater Republique, Østerbro Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

I LEHMAN BROTHERS falder linedanseren Solomon Paprinskij ned fra stålwiren mellem lygtepælene på Wall Street i 1929, samtidig med det første store krak i finansverdenen er en realitet. Det store show, det nærmest overnaturlige i at en mand kan gå på en tynd wire midt i luftrummet over Wall Street, er en pragtfuld metafor for børsfolket der tror de er guder der kan gå på vandet – og helt perfekt som billede på krakket i 1929. Og som sidebemærkning, en fin reminder om at forfatteren Stefano Massinis LEHMAN BROTHERS ikke udelukkende er dokumentarisk.

Men selv om den dødsforagtende linedanser Solomon Paprinskij, samt gadehustleren, den kortspillende dværg på fortovet i New York, er fiktive karakterer skabt af Massini, så er langt størstedelen af den tre timer lange forestilling om Lehman familien og dens gerninger så tæt på virkeligheden, at man efter forestillingen sidder tilbage med følelsen af at kende historien.

Peter Langdal har iscenesat hver en detalje i historien om den jødiske indvandrerfamilie i en sådan grad, at første akt føles som en tsunami af tekst, indtryk, historie og gags – og man næsten sidder forpustet tilbage i sædet og tænker; hold da op, det her var 48 minutter – holder jeg til tre timer af det her? Men når 2. akt går i gang, føler jeg allerede at jeg kender karaktererne, for det vilde trekløver Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen hamrer igennem den fjerde væg i deres portrætter af Lehman Brødrene, som både omsorgsfuldt vises som de kæmpende nytilkommere i et uvejsomt terræn, og præcist spiddes for deres altopslugende jagt efter profit.

Og netop profit er det gennemgående tema i alle år, fra vi starter med storebror Lehmans ankomst til Amerika i 1844, til det allersidste suk på Wall Street i 2008.

Jeg bider mig aldrig i læben

Johannes Lilleøre har taget adskillige store skridt i sin karriere, og i LEHMAN BROTHERS tager han et af de helt store. Lilleøre rummer både den aldrende Lehmans eftertænksomme ansigtsudtryk når brødrene vil investere for vovet, og han mestrer de yngste udtryk, som når han som Bobbie Lehman i hvide tennis shorts møder sin kommende hustru Ruth Lamar for første gang, og med en uforlignelig ansigtsmimik og blod på læben fornærmet insisterer på han aldrig er nervøs.

Anders Budde Christensen er skuespilmæssigt kamæleonen der i overlegen stil transformeres fra karakter til karakter, og både som Lehman brødrenes stærke arm med stort busket overskæg, til den kokette Ruth Lamar med alpehuen elegant på sned, er den kompetente og hårdtarbejdende Budde Christensen perfekt.

Og Henrik Lykkegaard, manden jeg for få år siden havde sat i bås som plat komiker og afskrevet som seriøs skuespiller, er intet mindre end helt fantastisk i Langdals LEHMAN BROTHERS. Lykkegaard bærer faklen fra 1844 til 2008 med en karisma der er en frihedsgudinde værdig. I rest my case.

LEHMAN BROTHERS er tre timers klassisk Langdal, tre af de vildeste skuespilpræstationer, og ikke mindst et portræt af 162 års stræben efter profit i Amerika.

Foto: Karoline Lieberkind

SE MERE