⭐⭐⭐⭐
Sten på sten, traume på traume.
Scenograf Signe Krogh har på Bådteatret skabt et meget mørkt rum fuld af traumer, kun svagt og momentvist oplyst af de små stensøjler Lea prøver at bygge på bordet foran sig. To skygger bevæger sig i baggrunden, og stenene foran pigen vælter.
Pernille Garde har skabt forestillingen LEAS RUM på baggrund af Lea Vesterbys Olsens historie om seksuelt misbrug i barndommen, og det er ikke bare en intens og knugende oplevelse, men også en vigtig forestilling i forhold til et tabuiseret emne.
Danserne er velkendte fra Pernille Gardes værker, og både Sherwin Diane Reyes som pigen med traumerne, pigen med ar på sjælen, og Bo Madvig og Jan Vesala som mændene i net undertrøjer, mændene der har taget barndommen fra Lea, er rystende gode. Og Pernille Garde har, ligesom i 2014, hvor hun på Københavns Musikteater med LOST MEMORIES italesatte traumer og genskabte erindringer, valgt en fortælleform hvor strejf af skønhed og humor gør det muligt overhovedet at overvære historien om det seksuelle misbrug.
Begge mænd er klædt i uskyldshvidt, men deres blotte tilstedeværelse i rummet giver gåsehud, og når de i net undertrøjer summer om pigen som bier om honning, sidder man uvægerligt og krymper sig. Sherwin Diane Reyes derimod er både åben og sårbar i sit udtryk, og hun har en meget stærk og direkte kommunikation med publikum fra start af. Stenene der samles og skilles ad i en uendelighed, lyset fra sprækkerne og årerne i træet der tælles, er udtryk for den OCD Lea udviklede mens overgrebene fandt sted, og som forestillingen skrider frem, forstår vi de traumer som den voksne Lea må kæmpe med. Pernille Garde har ikke nogen berøringsangst, og bl.a. en meget brutal og ubehageligt elegant koreograferet misbrugsscene er central i forestillingen. Pernille Garde er i LEAS RUM ikke bange for at tale om smerten, og slet ikke bange for at bruge smukt koreograferet dans til at vise den.
Foto: Jacob Stage