⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Duften af dans.

27 dansere fra 14 afrikanske lande kom igennem tolden. Festivalcheferne Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth fra København Danser præsenterer aftenens program, og understreger hvor vildt projektet egentlig er, i en tid hvor en stor del af verden stadig er lukket ned. Men det siger jo også noget om Birkkjær og Mieths kæmpe ambitioner, at de ikke bare sukker og accepterer verdens tilstand, men insisterer på at åbne verden op, og vise hvor stor en diversitet og danseforståelse der er på kloden – bare man kigger ordentligt efter.

Aftenen med danseikonet Pina Bausch som omdrejningspunkt indledes med Common Ground[s], koreograferet og opført af Germaine Acogny og Malou Airaudo, som har skabt værket i Pina Bauschs ånd. Germaine Acogny er leder af Écoles des Sables i Senegal, og Malou Airaido var en af de oprindelige dansere i Tanztheater Wupperthal, dansekompagniet hvor Pina Bausch skabte mange af sine største værker. Og selv om begge dansere er over 70 år i dag, er Common Ground[s] et utroligt smukt værk, der netop spiller på dansernes erfaring og ro i kroppen.

De to kunstnere spejler sig i hinandens liv, og når cikaderne høres i det bælgmørke rum på Østre Gasværk, og de to dansere dukker frem af mørket som den gryende morgenstund på savannen, så sidder man som publikum musestille, og er godt klar over at det er noget helt specielt man overværer.

”Que Sera, Sera”

Lige som Pina Bausch trådte et stort skridt væk fra den klassiske ballet ved at bruge både tale og toner i sit Tanztheater, bruger Germaine Acogny og Malou Airaudo hele paletten af virkemidler i deres koreografi i værket Common Ground[s]. Det symbolladede værk fremhæver med al tydelighed forskellene mellem europæisk levemåde og det afrikanske liv på savannen, men endnu tydeligere viser Common Ground[s] alt det de to kvinder har tilfælles. Det er både i Pina Bauschs ånd – og i ånden af København Danser.

Så når man går til pause efter aftenens første koreografi, er det med ro i sindet, men også med en spirende nysgerrighed på hvordan Stravinskijs mesterværk Le Sacre Du Printemps vil blive fortolket, når dansekompagniet École des Sables, i samarbejde med Pina Bausch Foundation og Sadler’s Wells opfører Pina Bauschs version fra 1975 – denne gang udelukkende med afrikanske dansere.

Le Sacre Du Printemps – forårsritualet – er i sig selv en brutal fortælling om en hedensk skik, hvor en jomfru udvælges blandt stammens unge kvinder, og ofres til foråret. Og selve ofringen foregår ved at den unge kvinde danser sig til døde.

Stravinskijs ikoniske værk er allerede et grusomt smukt værk, der er blevet forsøgt tolket og versioneret mange gange, men i denne udgave, udelukkende med afrikanske dansere, bliver den danset på jord. Et underlag, skabt af flere tons jord – som syv mand med river lægger ud i Østre Gasværks sal i pausen – giver de tretten kvinder og tretten mænd i Le Sacre Du Printemps en legitimitet jeg ikke har set før. En fremhævelse af det tribale element i fortællingen, og en mulighed for publikum for at opleve dansernes evner, der er intet mindre end fremragende i denne afrikanske udgave af Pina Bauschs Sacre.

Der breder sig en intens stemning i det store gasværk, når den beroligende rå lugt af jord blandes med duften af 26 danseres heftige udfoldelser, mens vi overværer Pina Bauschs ekspressionistiske værk.

Det er duften af dans.

København Dansers andet gæstespil i Østre Gasværk, Pina Bausch aftenen LE SACRE DU PRINTEMPS & COMMON GROUND[S] er en outstanding oplevelse til seks stjerner.

Foto: Maarten Vanden Abeele

SE MERE HER FRA KØBENHAVN DANSER