LAGERET HUSET MARIE // House of T, Aveny-T

⭐⭐⭐⭐

Råt, upoleret, og energisk. Lasse Steen Jensen leverer flot fortolkning af Jonas Eikas LAGERET HUSET MARIE.

Eikas roman ligger til grund for en fornem åbning af Aveny-Ts nye intimscene, hvor teaterchef Jon Stephensen lader næste generation tage over, og dermed skaber et åndehul for ung dansk scenekunst.

Sidst Nordisk Råds Litteraturpris blev uddelt, påkaldte prismodtageren Jonas Eika sig hele landets opmærksomhed – og ikke mindst mange borgerlige stemmers forargelse – da han i takketalen irettesatte regeringen, og gik til stålet i kritikken af den herskende klasse. Men der er brug for Eikas stemme, og der er brug for platforme der anerkender både hans kunst og kritiske stemmer som hans.

Derfor er det lidt af et scoop for Jon Stephensen, at få lov til at præsentere Jonas Eikas debutroman LAGERET HUSET MARIE som den første forestilling på House of T – Aveny-Ts nye intimscene for ung kunst.

Eikas roman er en eksistentiel 24timers rejse i hverdagen, hvor balancen i en ung mands liv mellem arbejde, hjem og kærlighed bliver konstant udfordret, og det unge sind sat på prøve. Balancen mellem det fornuftige og det stenede, og mellem kærligheden og begæret, bliver spyet ud med Eika vendinger som Før jeg begyndte at konstruere mit døgn. Det er Lasse Steen Jensen der både har iscenesat Eikas tekst, og er på scenen non stop, understøttet i den tætte forestilling af videodesigneren Jacob Sprogøe. Og hold kæft hvor er Lasse Steen Jensen en rising star – han har al den energi og in da house karisma der skal til for at gå hele vejen.

Lasse Steen Jensen er nyuddannet fra DDSKS Scenekunstskolen i Aarhus, og dramatiseringen af Eikas tekst er egentlig hans afgangsprojekt fra skolen, men da Jon Stephensen så Lasse Steen Jensens værk, slog han til og hentede ham til Frederiksberg Allé og House of T. Knivskarpt set af Stephensen, og ligeså skarpt eksekveret af Lasse Steen Jensen.

Jeg glæder mig til at se mere fra Lasse Steen Jensens side, og skal helt sikkert holde øje med House of T.

Foto: Jacob Sprogøe

SE MERE

En tanke om “LAGERET HUSET MARIE // House of T, Aveny-T

Der er lukket for kommentarer.