A CLOCKWORK ORANGE // Aarhus Teater, Studio

⭐⭐⭐⭐⭐

Emil Prenter er 100% Guf Guf i Aarhus.

Når man tager livtag med en klassiker som Anthony Burgess’ A Clockwork Orange fra 1962, som siden hen fik ikon status i Stanley Kubricks film af samme navn, så har man sat sig yderst på 10meter vippen, hvor det enten ender med et præmiehop – eller en maveplasker. Men Nathalie Mellbye er heldigvis ikke bange for at sætte sin mås i klaskehøjde, og for nu at blive i den del af anatomien, så jeg skal love for at Mellbye sparker røv i sin forestilling.

A Clockwork Orange handler om den unge Alex (Emil Prenter), der – sin intelligens og charme til trods – lever et liv hvor kun ultravold, sex, stoffer og Beethoven betyder noget. Og når Alex så bliver taget på fersk gerning, da han dræber og voldtager en rig kvinde, får han 14 år i spjældet. Her ville en almindelig historie fint kunne ende, da forbryderen nu har fået sin straf. Men Burgess’ fortælling om vold viser ikke kun den unge mands vold mod andre, den lægger et lag til, som viser samfundets efterfølgende vold mod Alex. I fængslet bliver han nemlig ”tilbudt” et resocialiseringsprogram, der kan formindske straffen til 14 dage – hagen er blot, at han gennem et psykoklinisk forløb får frataget sin fri vilje, og dermed bliver lukket ud i et brutalt samfund, hvor han ikke længere kan forsvare sig – og det er nu ham der er ofret.

Nathalie Mellbye har som huskunstner på Aarhus Teater fået frie hænder til forme Studioscenen som hun vil, og med hendes vilde scenografiske overblik har hun skabt et sort/hvidt miljø, der både fremhæver blodets røde farve og rummer voldens sort/hvide udtryk. Bl.a. får hun i en scene skabt et klinisk laboratoriemiljø, hvor Alex som et Frankensteins monster bliver brugt som forsøgskanin, i forsøget på at resocialisere hærdede kriminelle ved at fratage dem deres fri vilje. Grundlæggende klar scenografisk kommunikation.

Dubi-dub, mine hjerner og hjerter. Vi var en gruppe nachos, der skulle ud og ha’ lidt salsa i natten”

I A Clockwork Orange er sproget som Alex og hans droogs benytter, eminent i dets oprindelige form, og meget smukt oversat og videreudviklet af dramatiker Bjørn Rasmussen. Ungdomsbanden har opfundet deres eget sprog, hvilket selvfølgelig kun gør det endnu mere uhyggeligt når man ved hvad de taler om. Drab, blod, stoffer og ekstrem vold får nærmest en eventyragtig karakter, når banden danser rundt med køller og knive, mens Alex med sit selvopfundne sprog kommenterer på hvad der sker.

Og så er der musikken, der ligeledes gør en kæmpe forskel i forestillingen. Når en gammel hjemløs bliver lemlæstet af Alex og hans droogs, spiller danskpop hittet Gem et lille smil til det bli’r gråvejr i højtalerne, og når Alex og vennerne fører sig frem om natten, så kører de tre hovedskuespillere Emil Prenter, Sofia Nolsøe og Lasse Steen full throttle med liverock på scenen. For slet ikke at snakke om de vigtigste toner i dette psykodrama – Beethovens musik. Bandens yndlings hangout er Moloko baren, hvor de indtager Mælk+ drinks proppet med stoffer, og det er her at de depraverede gæster i baggrunden viser sig at være Aarhus Teaters kor, der smukt istemmer med Freude schöner Götterfunken, mens Alex sidder og tyller mælkedrugs med sine droogs. Og da Alex er lige så forgabt i Beethoven, som er han er i ultravold og sex, flipper han ud på en af sine boys der laver skæg med Beethovens 9. symfoni – det gør man bare ikke i Alex’ verden.

Sammen med en Emil Prenter i topform som Alex er det Sofia Nolsøe og Lasse Steen der er kernen i forestillingen, og som treenighed holder de max. De har alle overdrevent mælkehvidt og blodrødt klovne makeup på, men med en ekstra jakke bliver Sofia Nolsøe med et til en gammel hjemløs, og med et par briller og en alpehue er Lasse Steen pludselig en intellektuel forfatter. Efter Lasse Steens afgangsforestilling LAGERET HUSET MARIE råbte jeg på et gensyn med den nyuddannede skuespiller, og det får vi her med fuld skrue.

A Clockwork Orange er altså en eminent blanding af ny kreeret sprog, nykomponeret og klassisk musik, sort/hvid scenografi med blodets røde farve som kontrast, grænsesøgende ultravolds-æstetik, samt et fantastisk hold af skuespillere der fremstiller Burgess’ psykodrama præcist som det skal. Nøgent – med makeup.

Foto: Anna Marin

SE MERE HER