Tue Bierings bud på hvordan Bikubenfonden skal køre en visionssalon, blev lige nøjagtig så kantet, stimulerende, provokerende og givende, som man kunne forvente. Fire skuespillere – Peter Flyvholm, Elliot Crosset Hove, Ene Øster Bendtsen og Amira Jasmina Jensen – var blevet sat til at repræsentere fire forskellige minoriteter i en paneldebat, hvor ordstyreren/instruktøren Tue Biering var repræsenteret af skuespilleren Troels Thorsen.
Peter Flyvholm repræsenterede Eja (transkønnet non binær), Elliot Crosset Hove repræsenterede Rasmus (med muskelsvind), Ene Øster Bendtsen repræsenterede Frederikke (tyk person), og Amira Jasmina Jensen repræsenterede Amina (muslim med Somalisk baggrund). Og med udgangspunkt i Fix & Foxy forestillingen DARK NOON, hvor 8 mørke sydafrikanske skuespillere bliver whitefaced og fortæller historien om det vilde vesten, så var det altoverskyggende tema, om man i film og teater må lade skuespillere spille roller som noget de ikke er i virkeligheden. Som f.eks. i filmen Den Danske Pige, hvor skuespilleren Eddie Redmayne spiller transkvinden Lily Elbe.
Tue Bierings benspænd i salonen var, at de fire minoritetspersoner (som sad blandt publikum) ikke måtte tale eller besvare spørgsmål direkte, de kunne blot ringe med en klokke, og hviske til ”deres” skuespiller hvordan de skulle reagere i debatten. De var altså sat udenfor mulighed for at komme til orde – de kunne kun forsøge at kommunikere igennem deres repræsentant. Sindssygt spændende ”leg” med kommunikation og debat som omdrejningspunkt, men faktisk også lettere ubehageligt til tider, hvor man som tilskuer følte man fulgte et laboratorie eksperiment, med rigtige mennesker som forsøgsdyr. Og ganske rigtigt, da repræsentations-rollerne til sidst blev ophævet og diskussionen sat fri, fortalte flere af de inviterede minoritetspersoner, at de havde følt det stærkt ubehageligt at være sat udenfor – og blot være repræsenteret af en skuespiller, der ikke havde det samme mindset – det samme udgangspunkt som dem.
Så hvad er løsningen? Må folk uden handicap ikke spille handicappede? Må kristne og ateister ikke spille muslimer? Skal man være bøsse for at spille bøsse? Hvordan løser vi de store problemer som mange minoriteter føler der opstår, ved den tusinder af år gamle form for repræsentation som skuespillet indebærer?
Bikubenfondens Visionssalon på Republique gav ingen endegyldige svar, men den form som den kunstnerstyrede salon havde, satte gang i en debat mellem paneldeltagere, skuespillere og publikum, som var betydeligt mere ægte end de normale paneldebatter, hvor afstanden mellem professionelle debattører og publikum er betydelig.
Så hvis der var nogen der troede at Bikubenfonden var på vej ud af kunsten, fordi de har trukket sig fra Reumertpriserne, så må de tro om igen. Med den kunstnerstyrede salon har vi fået debatten om kunsten op på et helt nyt plan, og det stopper ikke her.
Foto Casper Koeller, Sceneblog