”Bliv i besværet”
Teaterdirektør og producent Eva Præstiin sagde det tydeligst, da hun skulle beskrive den vanskelige, men både vigtige og givende arbejdsproces som d’damer Præstiin og Kragerup har valgt for Betty Nansen Teatret de kommende år. For med solid backup fra dansk kunsts sugardaddy par excellence, Bikubenfonden, har teatret med BETTY UDVIKLER kickstartet en fællesskabsproces der forgrener sig ud i alle afkroge af teatret.
”Vi må acceptere uenigheden”
Et af tiltagene er en række af BETTY MØDER, og som det første møde, i en række af samtaler med kunstnere, forskere og institutioner der arbejder med kunstens fællesskaber, havde Betty Nansen Teatret i dag inviteret performancekunstneren Cecilie Ullerup Schmidt, samt professor i litteraturvidenskab Frederik Tygstrup, til samtale om kunstens værdi i samfundet.
Og netop dette emne er omdrejningspunktet i det nyetablerede forskningscenter Kunsten som Forum, hvor både Ullerup Schmidt og Tygstrup er blandt forskerne.
”Når vi ikke længere er fælles om kunsten, hvorfor er kunsten så vigtigt for samfundet? ”
Moderator Adrian Hughes gik Cecilie Ullerup Schmidt og Frederik Tygstrup på klingen om deres visioner i det nye forskningscenter, og som Tygstrup formulerede det, så var det nogen af de ældste spørgsmål, som f.eks. Hvad er kunstens værdi? der skulle forskes i på det nye center. Gå ind på Kunsten som Forum og tjek det ud hvis du vil følge forskernes arbejde, og gå ind på bloggen BETTY UDVIKLER DET KOLLEKTIVE MOD på Bettys hjemmeside, hvis du vil følge teatrets kunstneriske udviklingsarbejde. Helt sikkert en blog der er værd at holde øje med, for enhver der interesserer sig for kunstens aldrig stillestående virke på Frederiksberg Allé.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog