KENTAUR // Dansk Danseteater i Tivolis Koncertsal

Forbered dig på intelligens – kunstig intelligens.

Cecilie Waagner Falkenstrøm arbejder med AI (kunstig intelligens) som kunstner og ph.d. forsker på Royal College of Art i London, men lige nu er hun i København for at færdiggøre et vildt forestillings projekt sammen med Pontus Lidberg og Dansk Danseteater: KENTAUR

Forestillingen undersøger teknologiens magt og de menneskelige konsekvenser ved brugen af AI, og i danseforestillingen er danserne udstyret med elektroder, så Falkenstrøms kunstige intelligens (David) kan registrere og følge dem, og dermed også fortælle dem hvad de skal gøre – kort sagt skabe en koreografi til danserne.

Pontus Lidberg og Cecilie Waagner Falkenstrøm var på førstedagen af Tivolis Dansefestival inviteret til en talk om KENTAUR, så det var med både øjne og ører på stilke vi tog plads i Tivolis Koncertsal, da Balletchef Peter Bo Bendixen præsenterede de to kunstnere på scenen.

Super interessante vinkler, som hvorvidt en koreografi fra en AI kunne være bedre end en menneskelig hjerne, blev besvaret med indsigt og forståelse for både forskning og kunst. Og når Lidberg fortalte, at AI kunne træffe koreografiske valg der var mere kommercielt succesfulde end en koreograf, der træffer kunstneriske valg, begynder man at forstå logikken i projektet.

Pontus Lidberg havde taget hele holdet af dansere med på scenen, og vi fik flere små charmerende bidder der viste hvilken vej KENTAUR kommer til at gå. Med Davids kunstige stemme blev danserne sendt på opgaver, der så ud til at være faretruende nær på sammenstød flere gange, men med Lidbergs sikre koreografiske hånd var grundtrinnene indpodet i David, så helt skævt kommer det jo nok ikke til at gå.

Et helt vildt algoritmehav var bagtæppe i anden visning på dagen, og selv om KENTAUR ikke er færdiggjort endnu, så fik man bestemt lyst til at se mere.

KENTAUR skulle have haft premiere allerede, men er blevet udskudt p.g.a. Coronaen, og får nu verdenspremiere på Oriente Occidente Dance Festival i Italien i begyndelsen af september 2020, og danmarkspremiere i Skuespilhuset i 2021.

KENTAUR er værd at vente på.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE HER