⭐⭐⭐⭐⭐
Fabelagtig country teaterkoncert on tour med Bornholms Teater.
”Lav western af livets optrin” står der over tour-truckens proscenium, og man må sige Bornholms Teater har gjort præcis det, de præsenterer simpelthen historien om dengang Bornholm var som det vilde vesten. Tvunget af omstændighederne med Coronaen hærgende over det ganske land, har Teaterchef Jens Svane Boutrup taget det bedste af teatrets DNA, proppet det i en kæmpe tour truck, og taget på turné over hele øen med en country teaterkoncert der vil slå benene væk under de fleste.
Fire stærke kvinder – Signe Mannov, Christine Gaski, Hanne Hedelund og Margit Watt-Boolsen – spiller hovedrollerne i historiefortællingen, der udelukkende består af de mænd der i 1658 forsvarede deres elskede Bornholm fra svensken, der med vold og magt ville tilrane sig herredømmet over øen.
Musikken leveres fremragende på scenen af Jonas Munck Hansen & Sune Skuldbøl Vraa, behørigt i baggrunden, så de ikke kommer i vejen for de gun-slingende damer. Men hold op hvor er musikken skøn. D’herrer har stået for de musikalske arrangementer sammen med iscenesætter Jens Svane Boutrup, der har brugt den påtvungne Corona pause til at samle noget af det bedste countrymusik, og flette det sammen med en forrygende tekst.
Johnny Cash, Dolly Parton, Peter Belli og Queen – den ene ørehænger vælter ud over scenekanten efter den anden, og med Boutrups tekster som ”Povl Anker, Villum Clausen og Jens Kofoed – Vi er alle mænd af kløgt; Brug ho’det i Hasle – det’ en hemlig klub, Brud ho’det i Halse – vi gør os klar til kup!” begynder modstandskampen på Bornholm at blive alvor.
”Hvis nu din pony var blevet væk – så køb en bil nede i Bilhuset Elmer”
Jonas Munck Hansen & Sune Skuldbøl Vraa er perfekte som countrymusikkens væbnere, der med lige dele støvede Hill Billy rytmer og fordækte riffs med bandittørklædet godt oppe om ansigtet, minder om en blanding af et saloonband i 1820’erne og passagererne i en overfyldt togkupe i 2020. Og de pragtfulde mænd står da også for noget af det mest neo-kitschede jeg har set i lang tid, når de på bedste kræmmer manér træder frem foran tæppet, og giver turnéens sponsorer en hyldestsang. Coronatiden med de mange begrænsninger og udfordringer skaber nye tiltag må man sige.
Mens Signe Mannov uden blusel indtager hovedrollen som den indædt rå gunslinger Jens Koefoed, og Christine Gaski er skønt syngende som Johan Prinzenskjold, er Margit Watt-Boolsen perfekt som den pæne Villum Clausen der bliver rystet første gang han skyder en svensker, og Hanne Hedelund solidt performende som præsten Poul Anker, der skal ringe modstandskampen i gang. En forrygende country kvartet!
Da undertegnede oplevede Bornholms Teater on tour, svømmede countrymusikken ud over terrænet i Nexø, hvor 200 glade og forventningsfulde publikummer strømmede til, og lige så stille, med egne klapstole over nakken og i den nedadgående sols sidste stråler, indtog den nyetablerede teaterplads foran tour-trucken. De fik hvad de kom efter – og mere til.
Bornholms Teaters country teaterkoncert 1658 – BALLADEN OM BORNHOLMS BEFRIELSE, turnerer på hele øen i august og september 2020, og der er gratis adgang.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog