⭐⭐⭐⭐⭐
Outstanding Tennessee Williams klassiker på Betty Nansen.
13 tusind hektar af den fedeste jord!
Big Daddy Pollitt ved godt hvad han har skrabet sammen, og ved lige præcis hvordan alle omkring ham lyver så vandet driver, i forsøget på at please ham. Og alle lyver hele tiden, i Tennessee Williams’ KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG, sydstatsdramaet hvor den velhavende men dysfunktionelle familie Pollitt hemmeligholder en terminal kræftdiagnose for den gamle patriark, Big Daddy.
Tennessee Williams’ Pulitzer prisvindende mesterværk er i Minna Johannesens løsslupne instruktion og Christian Friedländers bevidst opulent-kitschede scenografi, blevet to timers bragende godt skuespil, spiddende præcis humor, og sindssygt veltilrettelagt iskold ondskab og forfald. Kort sagt, en fremragende forestilling på Betty Nansen.
Bagest i sydstatshjemmets gyldent lyserøde velour-univers huserer kapelmester Mikkel Hess (bl.a. også som familielægen Dr Baug), og fra et hammondorgel og et trommesæt sætter han den underlæggende stemning, og ikke mindst backup til de gentagne gange hvor sønnen Gooper og Maes fem belastende børn kommer væltende ind, og i bedste The Sound of Music-stil terroriserer enhver fornuftig samtale, med ”yndige” børnekorssange som Five little monkeys, jumping on the bed, og andre klassiske amerikanske børnesange. Øretæveindbydende, genialt, vildt morsomt.
Bravo, I halsløse monstre.
Johanne Louise Schmidt derimod, white trash svigerdatteren Maggie der har giftet sig ind i den rige bomuldsfamilie, indleder med forbilledlig nøjagtighed en oustanding enetale om familien, rettet til sin alkoholiserede mand Brick (Patrick Baurichter), der er fuldstændig ligeglad med familien, med arven, og med sin kone. Han begyndte at drikke da hans bedste ven tog livet af sig selv, en historie der viser sig at få stor betydning for det dysfunktionelle forhold mellem familiemedlemmerne. Men Maggie vil have et barn, en arving, en grund til at Big Daddy kigger deres vej – Brick er ikke interesseret i hverken sex eller barn, han vil bare have en drink mere.
Bricks bror Gooper (fantastisk underspillet af Mikkel Arndt), og hans enerverende kone Mae (irriterende godt spillet af Kitt Maiken Mortensen), gør alt for at indynde sig hos Big Daddy. Og bare den dobbelttydige måde, hvorpå Minna Johannesen lader de to snige sig rundt og gemme sig for at smug lytte, er en tati-forestilling værdig.
Og Ditte Gråbøl er en troværdig Big Mama, der som en god plantageejer-frue vimser rundt, og mener hun holder styr på familien og hjemmet, men bliver totalt udskammet af familiens ubestridte stormogul, da Big Daddy ellers skulle fejres på sin 65års fødselsdag.
Så spids dog dine fede læber, og pust det forbandede lys ud!
Big Mama er den hårdest ramte i magtspillet, og forstår slet ikke når Big Daddy fuldstændig tværer hende ud og hvæser han aldrig har kunnet udstå hende. Men Olaf Johannesens Big Daddy fortsætter. Og fortsætter.
Johannesen er måske ikke så stor rent fysisk, men hold op hvor han som Big Daddy vokser i sin boble af ondskab, så ingen andre tør være i nærheden, endsige tale ham imod. Olaf Johannesen fylder Christian Friedländers store scenerum ud til det yderste, og performer til topkarakter i noget af det bedste, mest indædte, og ikke mindst onde skuespil vi længe har set ham i. Det er en fænomenal præstation.
Betty Nansens KAT PÅ ET VARMT BLIKTAG er på alle niveauer en af de mest vellykkede forestillinger i denne sæson, fabelagtigt iscenesat, og spækket med fremragende skuespilpræstationer.
Foto: Christian Friedländer