⭐⭐⭐⭐⭐
KAMMERBALLETTENs perfekte symbiose.
Komponist og pianist Alexander McKenzie, cellisten Jacob La Cour, og violinisten Niklas Walentin, er alle fremragende musikere hver for sig. Men når de er sammen som Trio Vitruvi, besidder de en unik symbiotisk evne – ikke bare de tre imellem – men også i samspillet med de koreografier de ledsager. Den årlige dansefestival KAMMERBALLETTEN kan derfor uden blusel betegnes som den perfekte symbiose, Trio Vitruvi og de nye koreografier imellem.
I årets program finder vi fem meget forskellige koreografier, og KAMMERBALLETTEN er som sædvanlig en vidunderlig kombination af danske og udenlandske kunstnere, med værker af koreograferne Kevin O’Day, Ella Rothschild, Ilya Jivoy, Juliano Nunes og Tobias Praetorius.
Ilya Jivoy UNIO
Man kan sagtens både tolke og overfortolke, men da danserne i UNIO trådte ud af røgen – gennem en sprække i Takkelloftets bagscene – tænkte jeg straks på hvordan den russiske koreograf Ilya Jivoy må have haft det, da han brød med Mariinskij Teatret og flygtede til Vesten med sin kone – kostumedesigneren Sonia Vartanian der har ukrainske rødder. Aftenens første værk er derfor ikke bare en ny koreografi, det er et værk skabt på trods af krigen, og endnu et bevis på, hvorfor vi ikke blindt skal boykotte al russisk kunst.
Jivoys UNIO er skabt til fem dansere fra Den Kongelige Ballet, der til tonerne af Peter Vasks’ Plainscapes bevæger sig som en organisme der kæmper med at holde sammen på sig selv. I Vartanians sart røde netkostumer er danserne iklædt ens tøj, men i dansen gøres det tydeligt hvor forskellige de er, hvilket må være værkets budskab – vi er forskellige, men kun sammen udgør vi det perfekte hele. Og med Trio Vitruvis præcist leverede, og til tider nærmest uhyggelige toner fra Plainscapes, er UNIO en vigtig reminder om at verden ikke altid er så sikker at bo i.
Kevin O’Day WHEN THE SUN IS DOWN
Alba Nadal næsten skjuler sig op mod bagvæggen mens pianoet rykkes ind på midten, men alligevel er det svært ikke at mærke hendes udstråling, allerede før hun træder ud på dansegulvet.
I Kevin O’Days lille rokoko perle, soloen WHEN THE SUN IS DOWN, spiller Trio Vitruvi Franz Schubert, fra TRIO, Op. 100, og Schuberts små anslag passer perfekt til den forfinethed som adelen tilstræbte, og som Alba Nadal er påtvunget i form af aristokratiske klæder. Men i Kevin O’Days slet skjulte kritik af det victorianske regelsæt er det lysten, vildskaben og fantasien der bobler hos Alba Nadal, når hun – efter solen er gået ned – frigør sig fra det vedtagne regelsæt, og ikke mindst de hæmmende fornemme klæder. Soloen er som skabt til den varmblodige Alba Nadal, der smider lænkerne og shiner i årets udgave af KAMMERBALLETTEN.
Tobias Praetorius NEUE BAHNEN
Aftenens tredje værk der præsenteres, er NEUE BAHNEN af Tobias Praetorius, en pas de deux baseret på Brahms’ TRIO, op. 8 – hvor det er styrken, dybden og poesien i Brahms’ toner Praetorius arbejder med. Og netop fordi det er den suveræne Alban Lendorf – der efter mange års samarbejde kender koreografen særdeles godt – der danser den intense pas de deux med Mayo Arii, ender NEUE BAHNEN med at rumme netop både styrken, dybden og den sørgmodige poesi i Brahms’ musik.
Ella Rothschild UNPAIR
Efter pausen ændrer rummet karakter, og et sammenrullet tæppe flankerer nu Alexander McKenzies piano, der er det eneste instrument tilbage på scenen. På samme måde fremstår Maria Kochetkova knap som en danser, når hun vakler ind i lang blå kjole og stiletter, og stirrer ud mod publikum med forvirrede, angstfulde øjne. Men der er mening med galskaben, for i den tysk/israelske koreograf Ella Rotschilds surrealistiske værk UNPAIR, drejer det sig om det vi kan huske – eller rettere – det vi tror vi kan huske. For hvad er et fælles minde, hvor man måske ikke lige mindes det samme.
I det hidtil uskyldigt udseende sammenrullede tæppe finder vi Sebastian Kloborg, og straks ændrer hele scenebilledet karakter hos publikum, der nu ser Kochetkova bevæge sig i abrupte bevægelser til Schuberts Opus 600 og 960. McKenzies solopiano spiller en stor rolle i dramaet, og spillet mellem de to dansere udvikler sig i retning af et ægteskabsdrama, hvor man først fornemmer udviklingen henimod det skjulte lig i gulvtæppet, men senere – og delvist simultant – ser en helt anden udlægning, og muligvis et helt andet offer.
Ella Rotschilds UNPAIR er ikke bare et ægteskabsdrama i tåspidssko, for selv om Rotschild selvfølgelig bruger de trænede danseres sublime kunnen i sin koreografi, udvikler hun med sin sans for skuespil forestillingen til at være mere tværæstetisk i sit udtryk end de fleste. Og med pianisten Alexander McKenzie som uvurderlig wingman, er UNPAIR en af de helt store overraskelser på årets version af KAMMERBALLETTEN.
Juliano Nunes LOST IN TIME
Astrid Grarup Elbo, Ève-Marie Dalcourt, Toon Lobach og Sebastian Pico Haynes sammen på et dansegulv – alle iført store hvide balletskørter og små blå toppe. Juliano Nunes’ LOST IN TIME afslutter KAMMERBALLETTEN med det store udtræk, hvor det er Alexander McKenzie der er komponisten til det medrivende musikværk som Trio Vitruvi spiller op til dans med – bogstaveligt talt. Og netop LOST IN TIME er et rigtigt fint eksempel på det virtuose samarbejde mellem Trio Vitruvi og koreograferne, som jeg i indledningen betegnede som den perfekte symbiose. I dramatisk samspil folder de fire dansere sig ud i et tåget landskab, hvor køn, relationer og tid er opløst, og kun Astrid Grarup Elbos store øjne der fanger salen i et splitsekund, skiller sig ud i Nunes’ tidløse koreografi og McKenzies toner.
KAMMERBALLETTEN 2022 er med Alexander McKenzie og Trio Vitruvi en ubetinget succes.
Foto: Tom McKenzie