KAGEFABRIKKEN // Scala, Aarhus Teater

⭐⭐⭐

Svunden tids dåselatter på fabrikken i Aarhus.

Fuldfed farce i overdrevent cartoon-univers, og Aarhus Teaters veloplagte ensemble med gæstestjerne Kristian Holm Joensen i fuldt firspring. Instruktør Niels Erling må være i sit es – her er der alle muligheder for at gå til ekstremer, alle muligheder for at gå amok. Og KAGEFABRIKKEN er bestemt en farce i ordets egentlige forstand, med det groteske, det absurde og det latterlige.

Fortællingen er kort fortalt, at en familiedrevet kagefabrik der er på konkursens rand, bliver overtalt af en popsmart virksomhedskonsulent til at rebrande sig, og sikre fremtiden ved at producere slankekager. Men det skaber furore blandt fabrikkens trofaste medarbejdere, der er vant til at proppe sig med de søde kager, og nu bliver bedt om at slanke sig, så fabrikken kan stå frem som et forbillede. Yderligere er det en muslimsk kvinde i niqab der får stillingen som chefudvikler på fabrikken, da hun har en hemmelig bageopskrift uden sukker, smør og olie, og desuden er velsignet af guderne. Panikken er total på den lille fabrik, men hvordan mødet ender mellem Kristian Holm Joensens godmodige men gumpetunge direktør, de fremmedforskrækkede medarbejdere, den niqabbærende Zeinab, og den latterligtsmarte slanketilbedende virksomhedskonsulent Faxholm, skal jeg ikke spoile her. Men med en bageopskrift hvor ingredienser som marcipan og flødeskum bliver blandet med bazookaer og bombebælter, går det ikke just stille for sig når ovnen tændes.

KAGEFABRIKKEN er ekstremt karikeret på alle leder og kanter, og er bygget op med TV-sitcoms som forbillede, med dåselatter og speedsnakkende TV-vært. Det giver en ret vild sceneoplevelse i Franciska Zahles scenografi, hvor ensemblets fine præstationer får plads til rulle veloplagt over scenen, udstoppede med ekstra kilo både for og bag. Så det er bare med at læne sig tilbage og tage imod farcen på fabrikken i Aarhus.

Men ikke alt der ser flot ud, bliver ved med at smage godt.

Christian Lollike og Franz Søes-Cybulski skrev Kagefabrikken tilbage i 2009, og den blev opført som teater i 2013 i regi af Det Røde Rum i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater. Det var Elisa Kragerup der instruerede, og jeg husker forestillingen som en wow oplevelse, ret crazy, og ret spot on mht de to dominerende temaer – danskernes udbredte fremmedfjendskhed og forstyrrede fedmeforskrækkelse. Kort sagt – en fed forestilling der ramte lige ind i tidsånden. Men det er næsten 10 år siden, og tiden har ændret sig. Så nu hvor KAGEFABRIKKEN bliver genopsat på Aarhus Teater, kan jeg ikke lade være med at stå tilbage efter tæppefald med spørgsmålet; hvorfor genopsætte den nu? Tiderne har i den grad (heldigvis) ændret sig, der er større bevågenhed og fokus på andre emner i 2021, og store talenter som Lollike skaber masser af nutidige værker, som Aarhus Teaters aldeles udmærkede ensemble kunne brillere med – ikke mindst med Wonderkid Niels Erling ved roret.

Men snup en kage i Aarhus og døm selv – KAGEFABRIKKEN spiller på Aarhus Teater fra d. 19. november til d. 18. december 2021.

Foto: Martin Høyer

SE MERE HER