Hvem andre end GROW skulle sætte Teater Grobs kælder i scene.
Og hvem andre end Teater Grob er skøre nok til at udlevere hoveddørsnøglen en flok utilpassede unge, der i stedet for bare pænt at sige deres fadervor og makke ret når de etablerede snakker, producerer den fedeste scenekunst i umulige formater.
Svaret er; ingen!
Teater Grobs ”utilpassede” unge kunstnergruppe GROW har i en årrække skabt aften på aften med nyskreven dramatik, der oftest ikke følger nogen regler, og har derigennem ladet unge scenekunstnere in spe udfolde sig på pallerne i foyeren til fulde huse. Og Teater Grobs fremsynede ledelse Per Scheel -Krüger og Maja Ries har hver gang bakket op, og ladet GROWs idéer gro og blomstre.
Og hvem andre end GROW tog tidlige i år fat om bollerne på the establishment, og skabte deres eget store AWARD SHOW, der netop satte fokus på hele vækstlaget, de unge, de utilpassede.
Nu er de så rykket i kælderen. Ned ad en Nørrebro-bagtrappe i Grobs gård, og ind i mørket.
GROW kalder det en performativ vandring, og det var sådan set meget præcist hvad vi fik. Aftenen bestod af fire meget forskellige performances kurateret af GROW, hvor gæsterne blev fulgt ved hånden gennem Grobs kælderregioner, og fik fire fine bud på hvad der venter os på scenerne fremover.
DEM MÅ DU OGSÅ GODT RØRE VED, MINE ØJNE var den første performance, af og med Olivia Voight Simonsen & Theresa Lange Olesen, og selv om det var aftenens klart mest fysiske performance, var det også en vild ordleg, hvor de to performere skiftevis spillede med og mod hinanden. Lys, mørke, damp og huller i væggen blev brugt effektivt, og de to performeres ekspressive fremtoning passede som hånd i handske til det rå værkstedskælderrum.
Næste performance var FORFALD, som bestod af tre stykker ny dansk dramatik, skrevet af Sidsel Benzin Dalager, Charlotte Schmidt Frandsen og Simon Bastian. I en flot og levende scenografi af billedkunstner Isaac Nissen, var det en dejligt intens Sidsel Benzin Dalager der i Charlotte Schmidt Frandsens instruktion tog livtag med alle tre tekster. Teksterne om legemligt, åndeligt og bygningsmæssigt forfald, tog form midt imellem store stiger, lagener på en tørresnor og kraftig ventilatorvind, og med replikskiftesider stukket i hånden på tilfældige publikummer, fik Sidsel Benzin Dalager også karakterer at spille op imod. Høj energi, gode tekster med fine pointer, skønt spil på scenen, og super cool afvikling.
Den tredje performance, MØRKELEGE af Karoline Amalie Severinsen, var til gengæld næsten det modsatte af de blafrende lagner og høje energiniveau. Den var knugende, rørende og tænksom. Det var performer Emma Bak der var alene i et meget mørkt rum, alene med sin frygt og sine bange tanker. Monologen blev fremført i et næsten indadvendt tempo, hvor Emma Baks åndedræt og bevægelser spillede en praktisk talt usynlig, men dog meget følsom og mærkbar rolle i den dunkle performance. MØRKELEGE var som skrevet til en kælder.
Som afslutning på KÆLDERFALD fik vi lyd- og lysinstallationen DET STORE RUM I KÆLDEREN, med lyd design af Carl Emil Brønnum, og lys design af Anna Petersen. Det var musikeren Carlis, der live afviklede et velklingende elektrounivers, som i mine ører lænede sig op ad Jean Michel Jarres Équinoxe o. lign. Meget stemningsfuld afslutning på en spændende aften.
GROW-holdet har efterhånden bestået af en hel del unge kunstnere der allerede er rykket videre, og for tiden er det Asta Maria Veisig Baggesen, Sidsel Benzin Dalager, Charlotte S.Frandsen, Nicolai Duckert Perrild og Theresa Lange Olesen der er den hårde kerne, der arbejder ufortrødent videre.
Tak for i aften – Vi vil have mere!
foto: Casper Koeller, Sceneblog