JEG ER JO LIGE HER // Det Kongelige Teater & Aarhus Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

”Smuk og dejlig.

Jeg ved jeg ikke er den eneste, der er vokset op med Anne Linnets musik, og bare synes at hendes sange ramte så rigtigt – at det hele handlede om lige præcis en selv, og at selv om melodierne var ren øreguf, så var det teksterne der ramte lige i solar plexus. Og nu har Det Kongelige Teater og Aarhus Teater så fået lov til at iscenesætte Anne Linnets sangunivers, og har med premiere i København på Gamle Scene, opsat en teaterkoncert af de helt store.

Et forrygende cast med Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst og Laus Høybye i spidsen, fulgt op på premiereaftenen af Sara Viktoria Bjerregaard, Kenneth M. Christensen og Sofie Torp, giver i teaterkoncerten et storslået billede af de følelser der ligger i Anne Linnets sange.

Sammen med et hold dansere fra øverste hylde, formår holdet af skuespillere – i koreografi af Signe Fabricius – at bevæge sig som en organisme, midt i det kæmpe hjertekammer som scenograf Maja Ravn har skabt som scenerum. Et hjerte fuldt ekviperet med korrekt placeret Aorta i toppen, hvor lyset strømmer igennem som det livgivende blod i hovedpulsåren.

Og sømandskvintetten, bestående af Jesper Bo Hansen på keyboard, Søren Bigum på guitar, Morten Ankarfeldt på bas og Mads Andersen Madsen på trommer, samt det ultimative sukker på toppen, den uforlignelige Katrine Grarup Elbo på violin, er fra start af placeret i baggrunden af scenen, men er med de nye arrangementer af Jesper Mechlenburg på en stor og meget vigtig opgave, i forhold til krydsfeltet mellem Linnets klassikere og det nye udtryk. Udtrykket som iscenesætterne Morten Kirkskov, Thomas Bendixen og Signe Fabricius sammen har skabt til teaterkoncerten – med respekten for det oprindelige, og modet på det nye.

Teaterkoncerten JEG ER JO LIGE HER er som et langt take, en blanding af korsang, solo præstationer og duetter der flettes sammen. Når en rørende sang som Smuk og dejlig bliver sunget af Laus Højbye og Kenneth M. Christensen, er det et umage par rent størrelsesmæssigt, men formidabelt match i en kærlighedsduet på en scene. Og man kunne blive ved med at fremhæve de mange fremragende solister på scenen, men det er faktisk holdets samlede udtryk der er det bedste ved teaterkoncerten – og netop det som Anne Linnet må få våde øjne af at opleve, for det er fra hele ensemblet i JEG ER JO LIGE HER at kærligheden strømmer publikum i møde.

Præcis som i Linnets sange.

JEG ER JO LIGE HER spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra d. 12. maj til d. 13. juni, og på Aarhus Teater fra d. 28. august til d. 2. oktober, 2021.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE HER & BILLETTER, Det Kongelige Teater

SE MERE HER & BILLETTER, Aarhus Teater