HVIS DETTE ER ET MENNESKE // Husets Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Jens Albinus lægger krop og sind i overleveringen af Primo Levis vidnesbyrd.

Et vidnesbyrd fra Auschwitz der burde være obligatorisk i denne generations opvækst, et vidnesbyrd som næsten er ubærligt, men desto mere nødvendigt, for at forstå hvad det var der skete. Ikke bare hvad der de facto skete i koncentrationslejre som Auschwitz, men også hvad nazisternes umenneskelige forfølgelser af jøder gjorde ved mennesker.

I 2010 så jeg for første gang Jens Albinus fremføre Primo Levis tekst, og den bed sig fast. Nu har Albinus videreudviklet den enmandsforestilling som HVIS DETTE ER ET MENNESKE er, og den er med næsten umærkelige greb blevet en endnu mere uafrystelig oplevelse.

Den italienske jøde Primo Levi vil med sit vidnesbyrd videregive, hvad umenneskeliggørelsen af jøderne gjorde ved ham, hans vogtere, hans medfanger, og alle andre mennesker der uundgåeligt blev mærket og ændret for livet.

På Husets Teater står Jens Albinus alene, helt stille, og uden ansigt på scenen. Han står meget symbolsk på en europalle, det eneste Europas forenede stater har kunnet blive enige om at standardisere. Tænk hvis vi i stedet kunne blive enige om en standardiseret politik, der gjorde at fortidens fejltagelser aldrig fik mulighed for at ske igen, at nazismen aldrig mere ville kunne stikke dens hæslige hoved frem.

HVIS DETTE ER ET MENNESKE er fremragende udført og vigtigt som bare fanden, men bør egentlig slet ikke tildeles stjerner – hverken en, fem, eller hundrede. Primo Levis vidnesbyrd, som Jens Albinus giver videre på Husets Teater er simpelthen bare nødvendigt, og skal ses. Af alle.

foto: Kennet Havgaard

SE MERE