⭐⭐⭐⭐
”Og den ER stor! – skuffelsen”
Fordommene om sorte mænd er mange, og det er ikke altid en fordel når folk går ud fra at man har medfødt rytmesans, god fysik og et absurd stort lem i bukserne.
Så ja, Morten Burians HVID TEGNER SORT MODEL har også morsomme punchlines og kække blink med øjet, men som forestilling set, er Sort/Hvids nyeste performance en utilsløret og besk kommentar til vores samfunds alt for alment accepterede racisme og sexisme. Det er ikke en forestilling i normal forstand, med et narrativ eller en klar dramaturgi, mere en samling af indestængt vrede over menneskets ofte ligegyldige indstilling til medmennesker, en revy af fortællinger fra den virkelige verden, præsenteret i et format der klæder os alle sammen af.
Lyset tændes på scenen, modellen stiller sig i position på skamlen, og tegneren sætter sig til rette ved pulten.
Tegnerens livestreamede hånd ses bag modellen på den store hvide bagvæg, og mens blyanten begynder at forme croquistegningen af den nøgne model, finder publikum deres udleverede tegnebræt og blyant frem, og de fleste begynder tøvende at afbilde den sorte model på det hvide papir.
Men så begynder den ellers tavse model at tale.
Det er skuespiller Mohamed Ali Osman der repræsenterer den sorte mand, og er modellen der ikke bare smider tøjet og poserer, men bruger lejligheden til at fortælle et par sandheder eller to. Mohamed kommer oprindeligt fra Somalia, og er efter et langt liv i Danmark træt af fordommene, privilegieblindheden og guilt tripping.
”Jeg gider ikke snakke om min hudfarve. Ikke mere. Jeg tænker ikke min krop er politisk. Jeg vågner jo ikke om morgenen og tænker; Aj, sikke en politisk krop jeg har!”
Så vi hører altså på en inderlig og gennemtænkt refleksion over den slet skjulte racisme i Danmark, mens vi kigger på den nøgne sorte mand, og (hvis man vil) forsøger at få afbildet kroppens konturer så det bare nogenlunde ligner. Uden at kunne skjule sig, uden at lade som om man ikke hører det, lytter man på racebetinget overgrebshistorik, mens man med øjnene blot betragter det nøgne menneske. Svært at se et fjendebillede i en nøgen mand.
Karin Bang Heinemeier er den hvide kvinde, modellen der heller ikke bare smider tøjet og poserer, men i mindst ligeså stor grad som den sorte mand vil ud med sandheden, men her er det dog sandheden om mænds diskrimination, dominans og magtmisbrug i forhold til kvinderne i verden. Kort sagt repræsenterer de to hver især ofre for grundlæggende helt forkerte livsanskuelser, som desværre er blevet så almindelige, at de fleste ikke ænser det når de ser det ske.
Og nu bliver det interessant. For der er ikke meget man kan være uenig i, når iscenesætter Morten Burian gennem den sorte mand og den hvide kvinde sætter fingeren på racisme og diskrimination, men når de to, højlydt og med følelserne uden på tøjet (no pun intended), begynder at diskutere hvem der er mest undertrykt, så bliver det for alvor en interessant forestilling. Mest gennem tredje persons ord og vendinger, men også med meget direkte ytringer og handlinger som når de i et raserianfald maler NEGER og LUDER på gulvet som et kæmpe maleri, når hun sjasker ham til med sort maling, eller han smadrer hende op mod en væg som et stykke kød.
For kan man overhovedet afgøre, hvem af dem der er ramt af den værste form for diskrimination eller fornedrelse, og skal vi overhovedet tage stilling til det? Morten Burians performance HVID TEGNER SORT MODEL lader spørgsmålet stå ubesvaret.
Mod slutningen finder de to dog fælles fodslag, og efter en nærmest rituel besværgelses-dans hvor ordene INGEN KOMMENTAR bliver banket ud i rummet, sidder både den hvide kvinde og den sorte mand helt nøgne i regnen og kigger på os gennem dråberne. Vil vi gøre noget?
Foto: Emilia Therese