⭐⭐⭐⭐⭐
I dette års GIANT STEPS har balletmester Nikolaj Hübbe og Corpus’ kunstneriske leder Tim Matiakis samlet tre koreografer – Bobbi Jene Smith, Sharon Eyal og Anna Teresa De Keersmaeker – ikke blot fordi de er kvinder, men også fordi de repræsenterer fremtiden indenfor samtidsdansen. Og på trods af de meget forskellige værker, skulle aftenen på Gamle Scene bestemt også vise sig at have sin store berettigelse.
Sharon Eyals BEDROOM FOLK er fra 2015, og Anna Teresa De Keersmaekers VERKLÄRTE NACHT fra 1995, mens Bobbi Jene Smiths PIERRE er skabt til begivenheden, og fik dermed førsteopførelse i København ved premieren på GIANT STEPS d. 6. november, hvor det også var Bobbi Jenes værk der indledte aftenen.
Selv om scenerummet i Bobbi Jene Smiths PIERRE bogstaveligt talt er et sort/hvidt billede, så er det et meget blødt udtryk der møder publikum i scenograf Christian Friedländers sparsomt indrettede øvesal, hvor et bord, nogle stole og et piano er hvad danserne har at støtte sig til. Med Thomas Bek Jensens diskrete lysdesign er det et rum der kan indtages uden frygt for at slå sig på de ellers hårde kanter, og som Bobbi Jenes lille mesterværk udfolder sig, er der god brug for den indbyggede empati og sikkerhed.
For historien i PIERRE er fyldt til randen med livet når det leves uden filter.
I sin olivengrønne kjole indtager Astrid Elbo rummet med største selvfølgelighed, og hurtigt opdager man at vi er landet midt i et trekantsdrama, hvor den stærke Elbo flirter som en Carmen i overhalingsbanen, og mændene desperat forsøger på at holde fast i svinget.
Men det er blot de indledende manøvrer i balletten PIERRE, som koreografen Bobbi Jene har skabt til Den Kongelige Ballet og det eksperimenterende dansekompagni Corpus. For snart fyldes scenen af en strøm af dansere fra øverste hylde, hvor Bobbi Jene lader Corpus og Den Kongelige Ballets dansere skabe den vildeste verden af følelser, og hvor vi som publikum oplever en velovervejet buket af handlinger, udbrud og optrin, der skaber billedet af en empatisk verden som skal føles mens du oplever den.
I en dramaturgi af Marie Haugsted Mors skaber handlingen i scenerummet en for Corpus meget ny tilgang til publikum, og i PIERRE er relationen danserne og publikum imellem meget anderledes og nytænkende, i forhold til det dogme som Tim Matiakis og Corpus normalt følger. Det er ellers Corpus’ DNA at lade publikum omkranse og være i værket, og hvad enten det er på hjemmebanen i A-salen, i en parkeringskælder, udendørs på Ofelia Plads, eller på Roskilde Festivalen, så har det altid været en del af værkerne hos Corpus. Men ikke denne gang, hvor det på Gamle Scene er en ganske anderledes udfordring, med publikum der har deres faste pladser i plyssæderne.
Det ved Bobbi Jene selvfølgelig da hun tidligere har arbejdet med Corpus (Caldera, 2019), og nu, med franske toner og nykomponeret musik af Celeste Oram, får Jene skabt en verden af oplevelser i PIERRE, der både afløser hinanden og tilsammen udgør et hele. Det er tango og vals, det er jalousi og slagsmål, det er klaverets smukke toner samtidig med et hold af mænd spiller Pelota a mano op ad væggen, og det er overgivelse eller frihedskamp med danseren der smider tøjet. Så i bedste Corpus stil, får hver enkelt gæst alligevel sin egen oplevelse, da de mange forskellige og simultane optrin på scenen, umuligt kan opfattes samtidigt og på samme måde af alle.
En ekstra lille stjernestund i Bobbi Jenes værk er, når den vilde Corpus danser Hazuki Kojima udfordrer Den Kongelige Ballets Astrid Elbo til en tvekamp. Med street gansta attitude spiller den tætte, lidenskabelige og eksplosive Kojima op til den klassiske langlemmede Elbo, der med al sin iboende trang til at eksperimentere til trods, fastholder sin apprentissage classique fra balletskolen, stiller sig i positur, og med sammenbidte træk smider trin fra en anden verden i retning af Kojima.
Det er 18 dansere fra både Den Kongelige Ballet og Corpus der sammen fortæller Bobbi Jenes PIERRE, og selv om Astrid Elbos aura af stjernestøv stadig hænger i luften, og Corpus dansere som Marco Høst stråler som den forsmåede elsker mens Alma Toaspern brillerer ved pianoet, så er værket først og fremmest et formidabelt samarbejde og en outstanding ensemble forestilling på Gamle Scene.
Salighed og forpustelse.
Næste værk i GIANT STEPS er BEDROOM FOLK, den Israelske koreograf Sharon Eyals meget sanselige gruppekoreografi, hvor komponisten Ori Lichtiks normalt elektroniske toner er blevet transskriberet til et partitur for strygere og slagtøj. Det er således Det Kongelige Kapel der fra orkestergraven kan fylde rummet med Lichtiks gentagne toner og anslag, når Sharon Eyals myriade af ryk, tics, trin og små bevægelser former gruppen af dansere i en æstetisk udfoldelse af følelser, der efterlader salen med en fornemmelse af salighed og forpustelse.
Eyals smukke BEDROOM FOLK fra 2015 opføres for første gang på Gamle Scene, og vigtigst, for første gang ledsaget af levende musikere.
Stringens og kærlighed.
Det er en dyster skov der omkranser danserne i Anna Teresa De Keersmaekers VERKLÄRTE NACHT fra 1995, hvor en kvinde fortæller sin mand at hun er gravid, men med en anden. Det er på en tur gennem skoven at hun tager mod til sig, og det er i skoven at hun for alvor oplever sin mands kærlighed, da han viser sine mange lag ved at omfavne det skete, og erklære kvinden sin uforbeholdne støtte. Og netop de mange lag er kernen i VERKLÄRTE NACHT, som følger Arnold Schönbergs Opus 4 af samme navn, for både manden og kvinden i kærlighedsdramaet bliver danset af hhv. syv mænd og syv kvinder, som både fortællende og repetitivt formidler den rørende historie stringent og kærligt.
GIANT STEPS står for det excellente og det mangfoldige, og Anna Teresa De Keersmaekers VERKLÄRTE NACHT er – ligesom Sharon Eyals BEDROOM FOLK – et smukt værk der udfordrer dansens kunnen, så begge koreografer viser med al tydelighed deres berettigelse på scener som Det Kongelige Teaters i København. Men det er urpremieren på Bobbi Jenes næsten kakofonisk udfordrende PIERRE der tager det helt store skridt ind i fremtiden.
Foto: Camilla Winther