Opera oplevet igennem Jeppe Heins kunstværk Spejlet og et svingende glas rødvin. Galt eller genialt?
Opera morgensang, Altankoncerter og Opera til Kaffen. Opera Skyline, Opera i Arkaden og Opera på Louise Plads. Vokalensemble, kor og solister, samt elever til Masterclasses og stjerner der stråler. På Aalborg Operafestival 2022 er det – som til enhver god festival – svært at vælge mellem lækkerierne, og smertelige fravalg må tages. Men når festivalleder Peter Rønn selv sætter spørgsmålet GAL ELLER GENIAL som grundpræmis for den 21. udgave af festivalen, så er man jo som kritiker død og pine tvunget til at drage mod byen for at finde svaret.
Og svar var der nok af. Efter syv lange timer med et skamskudt DSB var Sceneblogs udsendte klar på kunst, og fandt mig derfor i allerbedste selskab med sopranen Simone Victor og pianisten Ulrich Stærk. Parret, der i STJERNEKONCERT i Folkekirkens Hus præsenterede en lidenskabelig koncert, med fuld fokus på de mange kvinder med temperament i operaens historie.
”Den eneste der overlever – det er dirigenten”
Når Simone Victor lige tog det høje F, og Ulrik Stærk folder sig ud med både facts og finurligheder, så er man i gode hænder. Men ifølge pianisten er man også sammen med dødsdømte karakterer en masse, for rent historisk set, dør næsten alle i de Operaer der synges uddrag fra. Men netop døden skaber jo det drama som publikum har elsket igennem århundreder, og er den perfekte grobund for de mange lidenskabelige og tragiske arier som de kvindelige karakterer diverterer med. Lige fra Col sorriso…Oh sole fra Bellinis Il Pirata, over Martern aller Arten og Die Entfürung af Mozart, til Puccinis Sola perduta abbandonata fra Manon Lescaut.
Således opmuntret nød jeg Simone Victors STJERNEKONCERT, som indledte min festival tour de force tidligt på dagen, lige indtil jeg måtte spæne videre ned til C.W. Obels Plads og ud i solen. For på pladsen havde den ukrainske mezzosopran Annastaciya Andrukhiv annonceret sin støttekoncert for Ukraine, med både skønsang og mulighed for at støtte med en slant.
“L’amour est un oiseau rebelle“
Og Annastaciya Andrukhiv havde virkelig noget at byde på. For sin størrelse til trods, havde ukraineren en kæmpe stemme, og både Ave Maria, Habanera fra Carmen, samt de smukke folkesange fra hjemlandet, faldt i god jord hos det fremmødte publikum på pladsen. Håber det skæppede lidt i støttekassen.
Og så var det ellers hurtigt videre til Musikkens Hus, hvor barytonen Roderick Williams og pianisten Susie Allen med LIEDER AUS DER FERNE fremførte en af de mest blærede Lied Recitals jeg nogensinde har hørt. Roderick Williams var i sit lyse hørjakkesæt med hawaii skjorte, og Susie Allen i en storblomstret Carpet Bag buksedragt bag pianoet. Så er stemningen ligesom på plads, og lieder kataloget kan bare komme an.
“Leise als der Brise möchte ich sein”
Da Roderick Williams entrerede scenen i Intimsalen i Musikkens Hus, fjernede han resolut den opstillede mikrofon, før han brød ud i Beethovens Lieder, hvor det da også var meget tydeligt at den efterspurgte baryton kunne synge salen op uden forstærkning. Repertoiret var en sjælden men smuk blanding af Beethoven og Schubert på den ene side, og de mere upåagtede kvindelige komponister, Josephine Lang og Fanny Mendelsohn Hensel på den anden. Men jeg skal love for at kvinderne gjorde indtryk på salen, og jeg håber ikke det er sidste gang at Williams og Allen optræder med det repertoire – det er det simpelthen for godt til. Sehnsucht på meget højt niveau.
Men med Intimsalens Lied recital var det slut med klassiske opsætninger den dag, for efter jeg var spurtet tilbage til hotellet for at skifte til aften, var det næste på mit festival program en OPERAMIDDAG, øverst oppe i Musikkens Hus.
”Yo soi Maria de Buenos Aires”
Astor Piazollas tango opera Maria de Buenos Aires kan ikke høres for mange gange, og da konferencier og pianist Jacob Beck endda fortalte, at mezzosopranen Ingeborg Børch selv havde oversat Horacio Ferrers tekst til dansk, så var det bare med at spidse ører. OPERAMIDDAG på Aalborg Operafestival var i gang! Ved fem store borde blev gæsterne placeret ved de hvide duge, perfekt placeret lige mellem scenen og baren i husets øverste foyer, med nydelig opdækning, og ikke mindst – som det ses på artiklens coverbillede – med mulighed for at nyde showet både gennem et godt glas vin, eller gennem Jeppe Heins kunstværk Spejlet, der hang og fulgte med fra loftet.
Ingeborg Børch og barytonen Frederik Rolin var i deres es, da de sammen med pianisten Jacob Beck sørgede for at vi kom verden rundt på en musikalsk rejse, der bl.a. rundede Spanien, Argentina, Østrig og England. Carmens toreador var lige så velkommen som Admiralens Vise, og Sommer i Tyrol kæmpede om opmærksomheden med Sweeney Todd duetten om kødtærter, samt Herren som skabte dette bord. Der var kort sagt ingen fine fornemmelser her, og mens vi fik serveret retter som Spansk Sortfod – Løg – Trøffel – Havgus fra Restaurant Fauna nederst i Musikkens Hus, sad jeg med mine syv nye nordjyske venner fra Hald, Fjerritslev og Aalborg (tror jeg nok), og fik forklaret, at i Nordjylland kalder man Geranium for Fiseurt. Men det tror jeg nu ikke jeg viderebringer til Rasmus Koefoed næste gang jeg er på Østerbro.
”Pity me. Pity me. Pity me child, whose child are you?”
Men en festival er jo ingen rigtig festival, hvis man ikke bare går lidt bananas – så efter den lystige OPERAMIDDAG, kastede jeg mig uforfærdet ud i en længere tur gennem Aalborgs havnekvarter, en tur hvor jeg – da jeg spurgte lokale om vej – ikke mindre end tre gange fik formaningen; fald nu ikke i vandet.
Men jeg faldt ingen steder, til gengæld fandt jeg et af Aalborgs mest interessante områder, den gamle spritfabrik, nu kaldet SPRITTEN. Her, i Brænderitårnet, havde festivalleder Peter Rønn og SPRITTENS ejer Martin Nielsen sat publikum i stævne kl 23.30, til det vildeste avantgardeparty i festivalens 21årige historie: GAL KONGE PÅ SPRITTEN. Og det var virkelig den lange nat tur værd, for i Brænderitårnets monsterstore haller, med kobberkar i pittoresk forfald og gamle originale emaljeskilte stadig hængende på de afskallede vægge, fik jeg den vildeste oplevelse med opera, koncertmusik og dekonstruerede tonesammenhænge – smukt udført af Norske Insimul Sinfonietta, dirigenten Bjarte Engeset, janitsharen Audun Larsen, samt den spektakulære Gustav Johansson – bassen der kan synge over fem oktaver i Eight songs for a mad king.
Og hvis du ikke tror mig – så læs den femstjernede anmeldelse af GAL KONGE PÅ SPRITTEN her på Sceneblog – den fortjente en separat anmeldelse.
Så er Aalborg Operafestival 2022 gal eller genial?
Jeg vil bestemt sige lidt af hvert – og tak for det!
Vi ses i 2023.
Fotos: Ud over coverfotoet der er en Sceneblog selfie, og billedet fra SPRITTEN, som er taget at Nicolas Cho Meier, er alle billeder af Hans Ravn.