Danske Dramatikere havde inviteret til åben mini-konference om dansk teater og udvikling i 2020, og Det Kongelige Teater havde i dagens anledning pudset lysekronerne i Balkonfoyeren på Gamle Scene, hvor dramatikernes formand Nikolaj Scherfig tog imod i den ikoniske sal. Sceneblog var fluen på væggen, gjorde sit bedste for at blende ind med de velkendte buster i Balkonfoyeren, og vil her give et beskedent indtryk af konferencen i punktform og billeder.
”Vores ambition er at være tydeligere, og mere synlige” Formand Scherfig indledte med at fastslå ambitionen, og fulgte op med spørgsmålet ”hvordan kan vi lave fortællinger på nye måder?” – og så var vi i gang.
Konferencens Keynote Speaker, dramatikeren Simon Stephens, der betegnede sig selv som ”A british playwright travelling to Europe” efter BREXIT, fortalte sin historie som dramatiker.
Lige siden han som studerende skrev to stykker til The Drama Barn i gymnasiet, har han været overbevist om at have fundet sit kald, og han kunne derefter koncentrere sig om betydningen af arbejdet, eller ”The cultural importance of drama” som han ofte diskuterer med kollegaer. For Simon Stephens er der specielt fire nedslag som har haft stor betydning for ham og hans karriere, ikke mindst på Royal Court Theatre i London, der har defineret hans forståelse af ham selv som dramatiker.
Stephens’ fire nedslag er:
- Opening night of Bluebird i 1998. Her blev han commissioned (bestilt) til at skrive et stykke for 2.000 pund. Eller rettere, han fik 2.000 pund i forskud, 2.000 pund ved aflevering, og 1.000 pund ved premieren. Måden sikrede bestillingsgiveren førsteretten. Troen (på forfatteren) er mindst lige så vigtig som pengene.
- Efter Stephens havde fået afvist et stykke som ubrugeligt, blev han tilbudt en 12-måneders ansættelse som husdramatiker! Royal Court får over 2000 ansøgninger/dramaer til antagelse om året, og er ikke bange for at prøve nyt. ”Royal Court har grundlagt hyldesten af fiaskoer”
- Mødet med den britiske dramatiker Stephen Jeffreys – kæmpe inspiration der har fulgt ham siden.
- Royal Exchange Theatre ville have ham til at skrive til deres 800 pladser i Manchester. Her lærte han at være frygtløs, og her skrev han stykket Port, som foregik over en periode på 13 år! Det havde han aldrig drømt om før, hvor han kun havde skrevet mindre stykker – til små scener.
Alt for mange dramatikere skriver kun små stykker til små teatre. Hvis man tilbyder store forhold, får man (måske) store stykker / stort drama. ”It is no coincidence”
I tiden som fast husdramatiker forstod han vigtigheden af at sidde sammen med andre, og være usikre sammen. ”To be human is to be uncertain”
”Stories are the essence”
Tilbage i 2012 snakkede vi meget om, at hvis vi ikke skriver historierne, så falder de i armene på løgnere og slyngler ”When drama fails, democracy fails” – og se bare hvor vi er nu i 2020.
Efter den blændende fremlæggelse fra karismatiske Simon Stephens var det tid til en paneldebat med dramatiker Thomas Markmann, Nørrebro Teaters direktør Mette Wolf og dramaturg Christina Wendelboe fra Odense Teater – med temaet: Fra idé til forestilling. Dialog, samarbejde og kommunikation.
En smilende dramatiker Thomas Markmann lagde ud med at vise stort overskud: ”Jeg har jo lige haft en dejlig weekend. Det var der så nogen der ikke mente” (Markmann har skrevet manuskriptet til VILD MED DANS – THE MUSICAL som havde premiere i weekenden, og blev sablet ned af en samlet anmelderskare). Og Markmann fulgte op med at perspektivere lidt: ”Jeg tror vi får svært ved at fylde Østre Gasværk, hvis jeg skriver et af mine egne stykker”
”Tænk hvis teatrene troede mere på en dramatikers idéer – så arbejder vi helt anderledes” lød et af argumenterne i debatten, mens Mette Wolf forsvarede sine valg af de store gamle; NBT leder altid efter en god historie der kan sælge 25.000 billetter.
Pengene er altoverskyggende, selv om Christina Wendelboe fra Odense Teater understregede at hun har tillid til at de gode historier overlever. Markmann bakkede op om Stephens tidligere indslag mht at være fast på et teater ”Udvikling handler om tid – jeg ville elske at være en del et teater – at skrive i 14 måneder!”
Kollegaer i den proppede sal kom med både spørgsmål og indlæg, og tog del i debatten på forskellig vis. Fra et håbefuldt forslag om helt at ændre præmissen om at teatre skal præstere – og i stedet eksperimentere noget mere – til de lettere opgivende og mere erfarne kræfter, der påpegede at alt der her blev sagt, det diskuterede vi også for 30 år siden. Og så var der pause, kaffe og kage – vi var trods alt på Det Kongelige Teater.
Efter pausen blev de varme stole overtaget af dramatiker Andreas Garfield, instruktør Liv Helm, DR Dramachef Christian Rank og DR dramatiker Jeppe Gram – under paraplyen: Tekst og forestilling. Perspektiver på udvikling.
Garfield åbnede ballet med at understrege vigtigheden af ”at få kilometer i benene” for de unge dramatikere – hvorpå Liv Helm fulgte op med en klar opfordring; ”Lad os lade være med at snakke om teater som en virksomhed. I dette rum skal vi tale om horisonter – og jeg vil gerne kalde på, at vi skal tale om hvordan vi ændrer på noget grundlæggende i branchen. Måske en model der understøtter modningen af dramatikeren PÅ teatret, med ansatte dramatikere?”
Men er det ikke bare et ønske om mere magt til dramatikerne kunne man spørge?
”Når man har magt – så skal man give den videre” Klart svar på tiltale fra en af Danmarks pt mest spændende og innovative teatermennesker.
Og så kom DR folkene på banen: Der er stor forskel på TV og Teater – begrebet Hovedforfatter findes f.eks. kun indenfor TV. ”Vi mangler virkelig meget episode-forfattere, men der er meget stor forskel på Hoved- og Episodeforfattere” fremførte Christian Rank.
”der er flere TV-serier end der er gode fortællere” sagde han, og dramachefen tilføjede, at vi efter hans mening er dybt afhængige af danske dramatikere, der kan bibeholde den danske tradition. ”Ellers bliver vi slugt af amerikanerne”
Pas nu på Dramatikerflugten! lød det fra salen, og en markant teaterdirektør udtrykte bekymring over muligheden for at alle de bedste teaterdramatikere ville blive ”stjålet” af film- og TV-branchen, med deres betydeligt større budgetter.
”vi får jo ikke nogen jobs, så ja, vi flygter – men vi får jo ikke noget at spise!” kom replikken kvikt fra 2. række – fra en af DKs p.t. mest spændende dramatikere og Reumertbelønnet talent.
Scherfig blandede sig i debatten med at huske os på, at da talefilmen kom frem i 30’erne, vrimlede det frem med teaterdramatikere der skrev masser af film. Hvoraf der selvfølgelig var masser af flops, men også kæmpe succeser.
Vigtigt at fortælle historierne, ikke at fokusere på formatet eller om noget er film eller teater, indskød dramachefen.
Og så var det igen blevet tid til et internationalt pust, og den norske sceneinstruktør Lise Rosvoll var derfor inviteret til at fortælle om Dramatikkens Hus i Oslo.
Er det løsningen at etablere et Hub for dramatikere, hvor de kan samles og udvikle? Rosvoll er utroligt glad for Dramatikkens Hus i Oslo, som hun har været kunstnerisk leder af siden 2014. Huset giver både muligheder for refleksion og udvikling, og ikke mindst samvær med kollegaer, understregede den sympatiske nordmand.
Lise Rosvoll er et super energisk teatermenneske, men jeg må indrømme – ligesom flere af de efterfølgende paneldeltagere gjorde det – at jeg desværre ikke forstod en stor del af hendes norske speedtalk, så jeg må bare konkludere, at hvis et Dramatikkens hus i Norge kan skabe så meget energi og gode vibrationer, så er det bare med at komme til lommerne og få etableret et hus i Danmark også.
Dagens sidste panel og afrunding stod Jokum Rohde, Paprika Steen, Karen-Maria Bille og Lars Sennels for, og med temaet: På jagt efter den store fortælling, gik det seriøse panel i dybden med udfordringer som f.eks. hvordan ny dansk dramatik får plads på de store scener.
Skal man gøre som i Norge? Skabe et Dramatikkens Hus for 15 mio kr (19 norske), for at dramatikken får bedre vilkår? Det lyder besnærende, men som Karen-Maria Bille ganske rigtigt pointerede, så skal man ikke underkende teatrenes initiativ.
Interessant diskussion, og en lige-ved-og-næsten-konsensus om at ny dansk dramatik aldrig bliver vist på de store scener bredte sig hurtigt, men en befriende jysk kommentar blev det da også til, da Teaterdirektør Lars Sennels tørt konstaterede, at det da ellers går meget godt i Hjørring, hvor mere end halvdelen af repertoiret på Vendsyssel Teaters Store Scene er ny dansk dramatik.
Så helt galt står det måske ikke til.
I tråd med Simon Stephens Key Note der indledte konferencen, så vil jeg på Sceneblogs vegne opfordre til udvikling af husdramatiker konceptet – for måske er det endnu bedre hvis dramatikerne kommer ud på teatrene, får rum og arbejdsplads, får lov til at satse – og fejle, og bliver accepteret som en levende og aktiv del af forestillingerne, og ikke bare ender som en forfatter der afleverer et stykke i en konvolut, og derefter sidder på Psykopaten og venter på at se premieren.
Tak til Nikolaj Scherfig, Jokum Rohde og Danske Dramatikere for konferencen, som bidrog flot til jeres første ambition – at være tydeligere, og mere synlige – nu kommer så det hårde arbejde med at skabe fortællinger på nye måder.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog