EN FORESTILLING OM KÆRLIGHED // AKT1 på Aveny-T

⭐⭐⭐

Nørdernes våde drøm.

EN FORESTILLING OM KÆRLIGHED bør være selvskrevet som fast pensum på teaterskolen, hvor dramahungrende, videbegærlige skuespiller- og dramatikernørder vil labbe forestillingen i sig som fløde på en overlæbe.

Og lad mig lige slå fast: jeg elsker nørder! Og Christopher Chens EN FORESTILLING OM KÆRLIGHED er noget af det mest nørdede, jeg længe har set. Det er en dramatikers indre antropologiske rejse i den store verden af kærlighed, der i Niels Erlings instruktion manifesteres gennem historier, teorier, tableauer og sange. Alt tænkeligt (og utænkeligt) om forhold og relationer, fabulerende spredt ud over de 100 minutter på Aveny-T, bliver præsenteret af et snarrådigt ensemble bestående af Josephine Park, Marie Bach Hansen, Niclas Kølpin, Albert Stein Ankerstjerne, Thomas Nielsen og Tomas W. Raae. Et skønt ensemble, der æder sig ind i Chens tekster som et grådigt kobbel ulve, og med nørders præcision, fremragende spytter teksten ud igen til det sagesløse publikum.

”er det seriøst sådan her, forestillingen kommer til at forløbe?”

Albert Stein Ankerstjerne indleder med at tale direkte til publikum om forestillingen, og metahistorien blandes lystigt med historierne på scenen, samt med dramatikerens egne overvejelser om tilgange og tekster. Der er fyldt med sort snak og absurde indslag, og man skal ikke forvente en sammenhængende fortælling, selv om der ganske vist er en hel del mening med galskaben, og flere referencepunkter der går igen. Men forvent bl.a. en Josephine Park, der er vokset utroligt i sceneintensitet de seneste år, og i EN FORESTILLING OM KÆRLIGHED brænder igennem både som forsømt hustru, og kontraspion i kærlighedens verden.

”i en tilstand af en ikke-konklusion”

Det er bestemt ikke en let tilgængelig forestilling, AKT1 har valgt at præsentere, og selv om instruktør Niels Erling helt rigtigt har set kvaliteterne i Christopher Chens komplekse metafortælling, så er EN FORESTILLING OM KÆRLIGHED på Aveny-T blevet en nørdet vandring i kærlighedens verden.

Men er du teaternørd? SE DEN!

foto: Martin Høyer

SE MERE