⭐⭐⭐⭐
”Eskapisme er mit urbane blod”
Anton Hjejle danser igennem med blod, sved og tårer i ELECTRONICA, Teater Sort/Hvid og Liminals vilde tidsmaskine. En rejse der tager os tilbage til tiden hvor Berlin, New York og Trekroner var åndehuller for en generation af unge, der i en lyksalig rus af ecstasy og tunge elektroniske beats kunne rumme alt omkring dem. Og glemme alt omkring dem.
På Teater Sort/Hvid har Rikke Juellund med enkelte, men effektive midler genskabt den rå fornemmelse fra de mange lagerhaller, nedlagte hangarer, kælderlokaler og undergrundsklubber, hvor 90’ernes ungdom gik i trance i raves – tærsklen til Nirvana.
”Alle de fødder. Al den sved”
I røg og damp bliver store ”E” tabletter med de ikoniske rave-smileys delt ud, mens Kill J begynder at synge live og film af murens fald kværner ud over Juellunds spånpladelandskab med polka dots all over. Temperaturen stiger, intensiteten i stemmerne tager til, festen er i gang.
”De stjæler festen…”
Ingen tvivl om at murens fald er vidunderligt og de tunge beats går lige i bukserne på en hel generation – en ny verden åbner sig. Men det kommercielle vestens fedtede dollarsfingre øjner hurtigt nye markeder, og alt hvad der kan sælges, bliver sat til salg. Raves, der tidligere var forbeholdt undergrunden, bliver kapret af middelklassen, og Kulturby-mennesker køber sig til social anerkendelse med en smiley t-shirt. Alt er blevet et marked. Selv trance, kærlighed og tunge beats.
Men trancen og eskapismen havde også sin bagside, og dramatiker Tomas Lagermand Lundme har meget personligt beskrevet tiden hvor han eksperimenterede med sit liv, på godt og ondt. De tre spillere Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle personificerer både generationen og dramatikeren selv, og hele forestillingen, der er instrueret af Erik Pold fra Liminal, er bygget op om en enorm DJ pult, hvor enmandsbandet RUMPISTOL styrer den ene mixer, og sangeren Kill J den anden.
Hele gulvet var proppet. De var tre, der kom alt for tæt på. De hev mine bukser helt ned på gulvet, og jeg råbte nej – det var jo helt nye Adidas. De var tre der voldtog mig midt på dansegulvet.
Jeg fortalte det aldrig til nogen. Jeg kunne jo også bare havde ladet være med ikke at tage underbukser på.
Til premieren sad de folk blandt publikum der var med dengang, skiftevis med smil og våde øjne, for tiden, de elektroniske beats, glæden og nedturen, håbet og fortvivlelsen, alt er kommet med i Lagermand Lundmes intense tekst.
På rejsen bliver vi taget med i kælderens mørke på Alexanderplatz, i springvandets forløsende kølighed og i pillernes momentane lykkefølelse, men også tilbage til tiden hvor alle ringede til Tine Bryld når man kom for langt ud. Det er en heftig rejse, men som performance bliver den taget til et andet niveau med enmandshæren RUMPISTOL bag pulten, samt den vilde Kill J på gulvet som liveperformer. Hver gang Lagermand Lundmes historie har brug for et pusterum, går Kill J på scenen og forløser hvad man har brug for, med sin intense fremtoning og tunge beats. Det er bestemt ikke altid det lykkes på danske scener at kombinere tung tekst med musik, men i ELECTRONICA bliver Kill J og RUMPISTOL den faktor der forløser det univers som spillerne agerer med blod, sved og tårer.
Boom boom to the rhythm…
Foto: Emilia Therese