Årets store dramatiker konkurrence DRAMATISK DEBUT blev i weekenden afviklet hos den utrætteligt kæmpende Pelle Koppel på Teater V, der stadigt står – jeg har sagt det før – som et fyrtårn i kampen for dansk dramatik og teaters udvikling og udbredelse.
Jeg bliver så arg når ellers fornuftigt tænkende mennesker kan finde på at udtale, at teaterverdenens største succeser selvfølgelig skyldes filmmanuskripter der er blevet omskrevet til scenen. For selvfølgelig har vi i dansk teater allerede masser af fantastisk dramatik skrevet direkte til scenen, og selvfølgelig skal vi understøtte, formidle, spille, og om nødvendigt kæmpe for ny dansk dramatik.
Og det er præcis det Pelle Koppel gør, når han insisterer på at gennemføre dramatikerkonkurrencen DRAMATISK DEBUT gang på gang.
Så i år, på en råkold januar søndag i 2024, stod kampen om laurbærkransen – a.k.a. 100.000 kr og en professionel produktion af manuskriptet på Teater V – mellem de tre finalister Nicolaj Dissing Schledermann (En sommerdag i oktober), Askur Skaalum Gregersen (Jeg husker kniven), samt William Jacobsen Halken (Prins Carl af Danmark).
Juryen bestod af lutter kompetente kræfter fra branchen, og med dramaturg og tidligere leder af DRs Radio Drama Mette Kruse som juryleder, kæmpede scenograf Marie Rosendahl Chemnitz, dramatikerne Andreas Garfield og Alexandra Moltke Johansen, skuespiller Laura Allen Müller, instruktør Nicolei Faber, samt teaterdirektør Pelle Koppel, i flere timer for at finde den bedste af de bedste.
Og det blev Nicolaj Dissing Schledermann (En sommerdag i oktober), der løb med 1. prisen, og William Jacobsen Halken og Askur Skaalum Gregersen der måtte se sig slået på stregen – men med hædrende omtale. Askur Skaalum Gregersen endda med Publikumsprisen i baglommen, hvor de ekstra 15.000 sikkert luner her i januars frostgrader.
Hele Danmark kunne følge med, da finalen i DRAMATISK DEBUT 2024 blev afviklet, for konceptet lå under FUTURE V hos Pelle Koppel, der også er foregangsmand på det digitale teaters område. Så de tre læsninger blev derfor streamet, og kunne nydes fra sofaen derhjemme, samtidig med at publikum kunne stemme direkte på deres favorit til publikumsprisen.
Stort tillykke til Nicolaj Dissing Schledermann, vi ser frem til din En sommerdag i oktober får kød, blod og liv på scenen, samt et levende publikum på rækkerne – og stort tillykke til Teater V for en flot afvikling af DRAMATISK DEBUT 2024.
Vi ses igen næste gang.
Foto: Teater V