DRAMAFRONTENS SIDSTE DANS // Ho Ho Weekend6, Dramafronten, 6 ukendte steder i København.

Farewell bonnie lassies…

Trist trist dag, men vi skulle til det – søndag skulle vi sige farvel. For søndag det var sidste gang vi skulle se Rhea Leman og Tine Selmer Bertelsen i hopla, når de igangsatte endnu en af Dramafrontens utallige visninger af ny dansk dramatik. På Dramafrontens helt egen måde vel at mærke – på en vandring gennem Københavns gader og stræder, med visninger i lejligheder, opgange og butikker, samt diverse udendørs lokationer når vejret var til det. (i øvrigt også når vejret ikke var til det)

Men før rygterne begynder at sprede sig, skal jeg straks tilføje, at hverken Rhea Leman eller Tine Selmer Bertelsen ligger tilbage på slagmarken, eller er på vej ud over en klippe (selv om hverken det Skotske Højlands-tema eller sammenligningen med Thelma og Louise er helt skæv), de står nemlig lige nu i en gård i indre by og sipper bobler med Dramafrontens trofaste publikum – for sidste gang.

For sidste gang fordi, de efter 12 års utrættelig insisteren på at tage dramaet ud af teaterrummet, og derigennem har igangsat skrivning og produktion af mere end 200 korte stykker ny dansk og nordisk dramatik, ikke længere kan regne med støtte fra Statens Kunstfond, der ellers – sammen med mange andre fonde – har støttet Dramafronten i mange år.

SANTA LUCIA Tina Gylling Mortensen, Peter Flyvholm, Anne Sofie Wanstrup

Flere end 80 forskellige dramatikere, 200 skuespillere og 30 instruktører har igennem årene været engageret i Dramafrontens banebrydende arbejde, og tallet på hvor mange vi andre er – alle os der har kigget på, med store øjne og ører – er ukendt, men kæmpestort. Dramafronten er en uigendrivelig succes, et masterpiece af rang, og alle der kerer sig det mindste om dansk og nordisk dramatik skylder d’damer en kæmpe tak.

ANSIGT TIL ANSIGT William Halken, Ditte Hansen

Søndag d. 26. december dansede vi igennem Københavns gader for sidste gang, hvor dramatikerne Lærke Sanderhoff, Jokum Rohde, Jesper B. Karlsen, Jens Kløft, Amalie Olesen og Claus Flygare havde arbejdet videre med tidligere viste arbejder i Dramafrontens regi. Og med hjælp fra instruktørerne Solveig Weinkouff, Kasper Sejersen, Christoffer Berdal, Pia Rosenbaum, Madeleine Røn Juul og Daniel Kragh-Jacobsen fremstod både Sanderhoffs ANSIGT TIL ANSIGT, Rohdes TATOVERINGEN, Karlsens OPKLARING, Kløfts DE VISE MÆND og Flygares SANTA LUCIA aldeles friske og indsigtsfulde.

OPKLARING Alexander Clement, Thomas Guldberg Madsen

Selvfølgelig også på grund af det fantastiske hold af skuespillere, der uden nævneværdig forberedelsestid satte kød og blod på visningerne. Skuespillerne Tina Gylling Mortensen, Anne Sofie Wanstrup, Michelle Bjørn Andersen, Ditte Hansen, Alexander Clement, Thomas Guldberg Madsen, Katrine Jensenius, Sarah Boberg, Luise Skov, Kristian Halken, Peter Flyvholm, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton og William Halken var alle med på denne sidste rejse med Dramafronten, og hvilke rejsefæller var de ikke lige.

Dramafrontens sidste dans gennem Københavns stræder

Tak for dansen.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE OM DRAMAFRONTEN HER