⭐⭐⭐⭐
Hvem er folket? Er folket farligt? Er vi i krig?
Thomas Markmanns DØD OVER ELITEN er samtidskunst, med et budskab der er skåret ud i pap!
Aftenen på Odense Teater er iscenesat fra start af, hvor vi som publikum er inviteret til politisk liveshow, med alt hvad det indebærer af balloner, slogans, ophidsede gemytter og rullende kameraer.
Vi er i studiet med den Clemens-agtige studievært Pelle Lindquist (Kristoffer Helmuth), og de to statsministerkandidater – Steffen Kramnietzche (Klaus Bondam) fra partiet Demokratisk Forløsning, og Bent Jensen (Peter Gilsfort) fra Frihedspartiet. Helt klassisk set up med kandidater fra hver side af salen, og en vært der gerne vil underholde. Og underholdt, det bliver vi, for der går selvfølgelig kun et splitsekund, før de to politiske kamphaner hæver stemmerne og går til stålet.
Steffen Kramnietzche er den venstreorienterede akademiker, der på trods af sin spindoktors råd tonser løs med akademiske argumentationer, og henvisninger til store tænkere i verden. Og kommer da også ret hurtigt til at sige, at dem der ikke forstår ham – og den verdensorden han tror på – er slet og ret dumme. En oplagt bold at gribe for Frihedspartiet og Bent Jensen, der ser sit snit til at sætte sin modstander i bås, som elitær og fjern fra folket. Og folket er netop dem Bent Jensen taler til, og tager patent på. Han og Frihedspartiet lover at de taler folkets sag, at de vil ændre vores samfund til det bedre.
For hvis folket ikke længere har tiltro til de folkevalgte, og ikke længere tror på at eliten vil skabe det trygge samfund alle søger, så må folket handle selv. Med Bent Jensens hjælp, eller uden.
I DØD OVER ELITEN følger vi samtidig med tv-debatten almindelige borgere og deres frustrationer, og da spotlyset fjernes fra valgmødet, er vi nu ude i samfundet – ude hvor problemerne trænger sig på. Et middelklassepar i forstaden har haft indbrud, et andet par er nervøse for deres børn på legepladsen, der er hærværk i bydelen, og der bliver talt over kaffebordet om at vi må gøre noget. Men hvad skal der gøres? Skal de snakke med de unge utilpassede, eller bygge stærkere mure og sørge for beskyttelse? Skal man stemme på Frihedspartiet eller Demokratisk Forløsning? Eller måske nytter det slet ikke længere at stemme? Måske skal man hellere sætte private vagtværn ud i bydelen – tage gaderne tilbage?
”Jeg vil føle mig tryg i mit hjem. Jeg vil skide på deres visioner – jeg vil have der snart sker noget!”
Det er radikalisering på mange planer, når Thomas Markmann med sin omfattende tekst viser almindelige menneskers frustrationer – og deres stigende krav om handling. Og det er på begge sider af hækken, for der er efterhånden ingen der føler sig trygge, og utryghed og frygt avler had.
Markmanns gode tekst har en direkte linje fra Rainer Werner Fassbinder, med Angst æder sjæle op fra 1974, og andre samtidstænkere der peger på konsekvenserne af at underkende folks ønske om tryghed. Og når der samtidig i et klassesamfund er stigende social uro, så er der ikke langt til at folket griber høtyvene og går ud i natten.
”Vi lever jo i lidt af en boble”
Det er ikke kun den politiske elite der vender ryggen til virkeligheden i DØD OVER ELITEN, også kunstverdenen bliver fremhævet som dekadent og selvpromoverende. Borgerkrigsfotos af blødende børn bliver akademiseret, og gjort til et spørgsmål om kunstnerisk tilgang, når de hipsterakademiske ferniseringsgæster over et glas hvidvin diskuterer form og farve på kunstudstillingen. Vigtigt og fint meta lag, i en teaterforestilling om afstanden mellem eliten og almindelige mennesker.
Tilbage til middelklasseparrene, der drikker vin i forstaden, og bliver rygende uenige når de diskuterer politik over sofabordet – samtidig med et stort kor af mennesker omringer huset, og synger We Are The World – men hurtigt går over i hadtaler mod alt og alle. Folket optræder på mange måder i DØD OVER ELITEN, men instruktør Moqi Simon Trolins vedholdende flok-koreografi understreger alvoren i at lytte til de unisone stemmer før det er for sent.
En anden af de sideløbende historier er om rengøringsdamen, der passer sit job, og slet ikke er interesseret i valget. Hun bliver fyret, hendes arbejde overtaget af udenlandsk billig arbejdskraft, og hendes verden falder sammen. Så da hun hører en EU-parlamentariker stå og lovprise det europæiske fællesskab, kaster hun en sten. Og det var så den første sten. Bilafbrændinger, chikane og overfald – flere og flere er frustrerede, og melder sig under fanerne i selvtægts grupper, der så omvendt bliver så stor en trussel, at andre grupperinger opstår for at bekæmpe dem. For trangen til at kæmpe er tilstede på begge sider.
Med Klaus Bondam og Peter Gilsfort i spidsen for et meget velfungerende ensemble på Odense Teater, har instruktør Moqi Simon Trolin givet Thomas Markmanns vigtige og aktuelle tekst den krop den har fortjent, og bragt budskabet tættere på publikum, end man normalt ville kunne forvente ved en 2½ times forestilling. DØD OVER ELITEN er en vigtig og vedkommende forestilling, og desværre, alt for aktuel.
Foto: Emilia Therese