DEN SKALDEDE SANGERINDE // Teatret ved Sorte Hest

⭐⭐⭐⭐

Ionescos absurd gode klassiker er på Hesten igen.

Der er teater som bør være en del af ens opvækst og kulturelle udvikling, teater som får en til at stoppe op, undres, stille spørgsmål og tænke over tilværelsen, og måske endda revidere opførsel og handlemåder i hverdagen. Og Eugéne Ionescos absurde klassiker DEN SKALDEDE SANGERINDE er et af de stykker.

Maria Vinterberg har iscenesat den fransk-rumænske dramatiker Eugéne Ionescos hverdagsdrama, hvor to par, en au pair-pige og en brandmand, mødes i et alt for genkendeligt intermezzo, hvor de snakker til hinanden, med hinanden, om hinanden og forbi hinanden. Med sætninger, ord og lyde, der af og til hænger sammen, af og til ikke. Og som grundregel aldrig giver mening. Relationer og ord udvekslinger har af og til betydning for nogen i rummet, og man tænker som tilskuer, at man nu har forstået en passage eller en relation, men straks efter bliver man efterladt på perronen, og toget er fortsat ud af et sidespor man ikke havde set komme.

De seks garvede skuespillere – Charlotte Elisabeth Munksgaard, Therese Glahn, Peter Oliver Hansen, Steen Stig Lommer, Camilla Bendix og Paw Henriksen – boltrer sig som fisk i vandet i den komplet meningsløse sammensætning af hændelser og ord, hvor man dog hele tiden fornemmer og genkender hverdags foreteelser, som så igen forsvinder før man får sat dem i kontekst, og før de når at udløse de vante reaktioner. DEN SKALDEDE SANGERINDE er et mesterværk udi det absurde teater, og det kræver sindssygt meget af skuespillerne at udføre den form for klogt, forrykt, disruptivt ordteater. Men Vinterbergs skarpt instruerede ensemble formår at sejle Ionescos klassiker 100% sikkert i havn.

Op på hesten igen, plejer man at sige når man har fejlet eller dummet sig. Men på Teatret ved Sorte Hest har Maria Vinterberg ikke bare genopsat Ionescos totalt absurde klassiker DEN SKALDEDE SANGERINDE, hun har genopsat en bragende succes der stammer helt tilbage fra 2002, hvor kimen til hendes forelskelse i det absurde teater blev lagt. Og tak for det.

Foto: Robin Skjoldborg

SE MERE