DEN SIDSTE GUD // DE DAMER på Teater V

⭐⭐⭐

Love me for a reason – let the reason be love.

The Osmonds gjorde i 1974 Johnny Bristols Love Me For a Reason verdenskendt, og det flotte nummer som Boyzone tyve år senere med smægtende stemmer præsenterede for en ny generation, må da også siges at være et hit der kan tåle en gentagelse.

Og det er bare et af numrene som det musikdramatiske ensemble DE DAMER muntrer sig med i forestillingen DEN SIDSTE GUD, hvor de syv gennemmusikalske damer Tine Gotthelf, Iben Dorner, Linnea Voss, Penille Albæk Andersen, Ann Hjort, Jettes Sophie Sievertsen og Margit Watt-Boolsen, har sat publikum i stævne på et mareridtsagtigt hospital, der viser sig at være en blanding mellem Stephen Kings Misery og von Triers Riget.

Kapelmesteren bag potpourrien af smægtende hits er Raivis Zandovskis, men det er desværre en lidt usammenhængende række af schlagere som bliver præsenteret i historien om at tro på en frelser – den sidste gud. Men sangene er hver for sig aldeles godt udført af det erfarne og karismatiske ensemble DE DAMER, og specielt en flot udført a cappella tog kegler på Teater V – her er der ingen tvivl om evnerne.

Forestillingen har Alexandra Moltke Johansen som dramatiker og Mads M. Nielsen som instruktør, og selvom historien, hvor vi følger en håndfuld indlagte kvinders kvaler på hospitalet hvor lægen er en løgn, er en fin idé, så bliver vi som publikum desværre ladt i stikken i et ufokuseret forsøg på at skabe en sammenhængende historie.

Den sorte nat sluger dem, som små sorte snegle.

Teksten er momentvis fængende, men det er svært at se helheden og sammenhængen med de mange hits, selvom de brave damer gør deres yderste. DEN SIDSTE GUD har adskillige gode momenter – specielt de to psycho-sygeplejersker er scary på den fede måde – men som helhed mangler den en del.

Men det er jo alt for sjældent vi kan opleve et stort kvindeensemble på scenen sammen, så hvis du ligesom jeg er en fan af DE DAMER, så tag et smut på Teater V og nyd deres gennemmusikalitet.

foto: Karoline Lieberkind

SE MERE