DEN RETFÆRDIGE KRIGER // Projekt Glemmebogen på Teater Grob

⭐⭐⭐⭐

En Dukkementary

Ina-Miriam Rosenbaum har altid haft ordet i sin magt, og når det knap så høje teatermenneske mener noget skal siges ekstra højt – og det er ikke sjældent – så tryller hun med ordene, så hun virker som en kæmpe i rummet. Og forestillingen DEN RETFÆRDIGE KRIGER om Anders Fogh Rasmussen der førte Danmark i krig i Irak i 2003, er ingen undtagelse. Der bliver talt med store ord.

I Rosenbaums Projekt Glemmebogen bliver intet fejet under gulvtæppet, og ligesom de tidligere produktioner Skattesagens Helte og Corydong, er DEN RETFÆRDIGE KRIGER både rasende alvorlig og dybt musikalsk, samt bidende satirisk og hysterisk morsom. Og så får den os til at tænke, og måske endda til at tale om hvad der egentlig skete, dengang Anders Fogh Rasmussen og Danmark fulgte Bush og Blair i krig i Irak. Og det er netop det som Ina-Miriam Rosenbaum arbejder for – at vi begynder at tale om det der er gået i glemmebogen.

Hun kalder det selv en Dukkementary, og jeg vil tilføje ordet collage for at gøre beskrivelsen mere præcis, for DEN RETFÆRDIGE KRIGER er med både autentiske lydklip og billeder, samt nyskrevet rap af Babak Vasil, samt de tre vidunderlige skuespillere Karin Bang Heinemeier, Anna ur Konoy og Sofia Mehlum på Teater Grobs scene. Spillerne gør det rasende godt, Vasils rap er befriende morsom, og manuskriptet – skrevet af Nanna Plechinger Tüchsen – gør med blandingen af fakta og gøgl at forestillingen bliver både troværdig og underholdende, temaet til trods.

Selve forestillingen varer ca fem kvarter, og efter en pause toner dagens gæst frem på scenen, hvor journalist Christoffer Emil Bruun modererer en samtale mellem publikum og dagens gæst. Man kan sagtens nyde forestillingen som et selvstændigt værk, for derefter at sive ud i natten, klogere på fortiden og mere interesseret i samtiden – men man kan også blive hængende til 2. akt, hvor man helt sikkert får nye vinkler præsenteret i én kontekst man ikke lige havde set komme. Da Sceneblog var på Grob d. 15/11 var det en tidligere udsendt i Afghanistan, Masoud Vahedi der sad i den varme stol, og det gav som sagt endnu en vinkel på det at sende folk i krig – FN sanktioneret eller ej.

DEN RETFÆRDIGE KRIGER spiller på Teater Grob d. 9.-24. november 2021.11.17

Foto: Emilia Therese

SE MERE HER