⭐⭐⭐⭐
Kunne I måske lige kigge væk? Olaf Johannessens mimik og gestikulerende attituder, når han som den fornemme Hr. Argan skal endnu en tur på potten, er ikke til at tage fejl af. For i Charlotte Munksøs iscenesættelse af Molières komedie DEN INDBILDT SYGE bliver der ikke sparet på hverken dårskab, fækale jokes eller strålende skuespil.
Scenografen Laura Løwe har bygget den store scene op som et auditorium på lægefakultetet, hvor alle de studerende kan både se og høre hvad den lærde professor foretager sig, når han dissekerer en krop i undervisningsmæssigt øjemed. Men på Grønnegårds Teatret er det Olaf Johannesen som den indbildte syge Hr. Argan der er kroppen der undersøges, og resten af verden der kigger med fra trapperne – og selvfølgelig fra bænkene i Odd Fellow Palæets dejlige have, hvor vi fra Sceneblog.dk havde sat os efter en skøn teateranretning. For den årlige sommerforestilling i Bredgade er i gang, og i Laura Løwes hvide og lyseblå scenerum, hvor de brune bremsespor står overdrevent tydeligt frem på Argans kjortel, rimer fæ på bæ, og dårskab på morskab.

Forestillingen DEN INDBILDT SYGE er en simpelt opbygget komedie, hvor Molières moraler står tydeligt frem, og hverken rigdom eller magt er ensbetydende med at man har ret – snarere tværtimod. For historien om den rige Hr. Argan, hvis tåbelige og indbildske attitude bliver udnyttet af læger, der med tarmskylninger og latinske verber overbeviser den rige hypokonder om vigtigheden af lige præcis deres recept – blot for at udskrive eksorbitante regninger til fjolset – er en moralsk fortælling, hvor kærlighed og retfærdighed selvfølgelig også spiller deres store roller. For når Argan vil tvinge sin datter (Andrea Øst Birkkjær) til ægteskab med en affabel, usexet og komplet uinteresseret ung læge (Nicolai Jørgensen), fordi Argan ser den økonomiske fordel i at have en læge i familien, så træder moralen om retfærdighed selvfølgelig i karakter.
Og det er her forestillingens helt store præstation foldes ud. For når Ann Eleonora Jørgensen som Argans tjenestepige Toinette tager sleven i den anden hånd, og med lige dele kløgt og listige kneb får omarrangeret virkelighedens katastrofer til en lykkelig slutning, hvor Argan indser han er blevet narret af både læger og sin utro kone, så kan publikum ånde lettet op på Grønnegårds Teatret.

Med en (som altid) storspillende Olaf Johannessen i front, har skuespillerne Andrea Øst Birkkjær, Nicolai Jørgensen, Mikkel Arndt, Camilla Lau, Tryggvi Sæberg Björnsson og Steen Stig Lommer – og som sagt en formidabel Ann Eleonora Jørgensen – stor ære af en klassisk eksekveret komedie. En komedie hvor jeg personligt godt kunne have ønsket mig lidt mindre fækalier, men omvendt godt kan se hvor Charlotte Munksøs iscenesættelse vil hen med sine bremsespor, der jo også fik undertegnede til at trække på smilebåndet til sidst. Grønnegårds Teatrets DEN INDBILDT SYGE vil ud til det forventningsfulde, sommerglade og hvidvinssippende publikum i Odd Fellow Palæet Have. For det er sådan det skal være.
Grønnegårds Teatrets DEN INDBILDT SYGE spiller i Odd Fellow Palæets Have d. 26/6 – 24/8, 2025.
Foto: Bjarne Stær
SE MERE OM DEN INDBILDT SYGE PÅ GRØNNEGÅRDS TEATRET HER
Og hvis I vil spise før forestillingen:
SE ANMELDELSEN AF TEATERANRETNINGEN I ODD FELLOW PALÆTS HAVE HER