⭐⭐⭐⭐
Weia! Waga! Tågen ligger over orkestergraven fra start, de tre Rhindøtre håner dværgen Alberich, der selvfølgelig hævner sig og stjæler Rhinguldet. Festen er i gang
DER RING DES NIBELUNGEN er et fire dages ubønhørligt ridt mod afgrunden, men Wagners grund idé med ringens fortælling – at man skal forsage kærligheden hvis man vil have magten, er sammen med den forræderiske ring, griskheden, bedraget og de arrogante guder, samt den dengang revolutionære Wagners imposante musik, hele ridtet værd.
I fortællingen er det helte barytonen James Johnson der fører an i løjerne som Wotan, men det er dværgen Alberich (Pavlo Hunka) der smeder ringen, og således starter striden og dramaet.
James Johnson var også Wotan i Kasper Holtens RINGEN på Det Kongelige Teater i 2006, og var dengang blændende og kraftfuld, men med alderen er han blevet mere rolig, og betydeligt mere alfaderlig i rollen som Wotan. Det klæder ham, og rollen.
Men det var den Ukrainske bas-baryton Pavlo Hunka som Alberich, og hans dværge bror Mime (tenoren Gerhard Siegel), der for mig fremstod mest mindeværdige, med deres klare stemmer der nåede helt ud på bageste rækker i ODEONS nye flotte sal. Om det var den hasteindkaldte instruktør Jasmin Solfaghari der havde instrueret dem i deres morsomme spil, eller de blot havde fået frie tøjler i rollerne, var ikke til at se, men det fungerede rigtig fint i opsætningen. Og at Fasolt og Fafner, kæmperne der har bygget Wotans slot, er håndtegns-kastende hip-hoppere, er der helt sikkert en del der vil kritisere, men da både Gabor Bretz og Andreas Hörl er velsyngende, så gør håndtegnene hverken fra eller til.
I det hele taget er alle partier i RINGEN yderst solidt dækket ind, og det kan mærkes at det er erfarne kræfter med Wagners partiturer velparkeret under hjernebarken der synger. Hvilket selvfølgelig bærer DAS RHEINGOLD og RINGEN igennem på fornemste vis, selv med en hasteindkaldt afløser i instruktørstolen – den ligeså Wagner-erfarne Jasmin Solfaghari (med instruktørassistenten Johan Klint Sandberg), der har knoklet i døgndrift for at få enderne til at mødes.
Men en ting er sangerne på scenen, en anden musikerne i orkestergraven. Og hele RINGEN er i allerhøjeste grad Odense Symfoniorkesters. Musikchef Finn Schumacker var overraskende rolig, da jeg ved premieren spurgte ind til udfordringerne omkring instruktørskiftet for mindre end en måned siden, og hans svar var da også, at Odense Symfoniorkester (OS) tog det hele i stiv arm – de var helt rolige, og klar i graven.
Og helt klar var de! Under ledelse af Alexander Vedernikov leverede OS en vidunderlig præstation, og selvom orkestergraven på ODEON er hele tre meter dyb, var symfoniorkestret overvældende present i den store sal. Dirigent Alexander Vedernikov (der i næste sæson tiltræder som chefdirigent for Det Kongelige Kapel), giver sig i øvrigt god tid med DAS RHEINGOLD. I stedet for de mere almindelige 2 timer og 20 minutter, som Rhinguldet normalt tager, så tager Vedernikovs version 2 timer og 30 min. Og det var ikke et minut for langt.
Odense Symfoniorkester og det erfarne hold af stjernesolister leverer en absolut godkendt DAS RHEINGOLD. Bare kom med resten…