DANMARK, MIT FÆDRELAND // Teatergrad & Vendsyssel Teater

⭐⭐⭐⭐

Syv teatres nationalfortælling samler lokal stolthed og skam i fælles kærlighed til Danmark.

Noget af det sværeste i denne verden er at samarbejde. Så da jeg hørte at intet mindre end syv danske teatre skulle producere en forestilling sammen, så rystede jeg lidt på hovedet. Indvendigt, selvfølgelig. Og helt stille.

Og det var nok meget godt at jeg gjorde det diskret, for da jeg så resultatet – DANMARK, MIT FÆDRELAND – til premieren på Vendsyssel Teater, måtte jeg jo indrømme at min tese om ikke-samarbejde blev gjort grundigt til skamme.

DANMARK, MIT FÆDRELAND er en forestilling om forskellighederne i Danmark – både om det man er stolt af, og det man skammer sig over. Men de syv teatres danmarksportræt handler først og fremmest om vores fælles Danmark, og det lykkes over al forventning at koble de syv meget forskellige historier sammen til en fortløbende historie.

“Det kan godt være de smører flødeskum på brunsvigerne i Vendsyssel, men…”

Der er langt fra sukkerroerne på Lolland-Falster til Nørrebros shawarma, men Josephine Nørrings fine ide om et samlet danmarks billede holder hele vejen, og Mia Lipschitz fører med sin altid empatiske instruktørhånd de små stykker lokalfølelse sikkert i havn.
De enkelte Danmarks-afsnit er blevet produceret lokalt, for derefter at blive samlet og præsenteret i en produktion på Vendsyssel Teater, hvilket uden tvivl har tilføjet forestillingen den afgørende sammenhængskraft, men det var skønt stadig at kunne mærke de enkelte lokalsamfunds tone i deres respektive scener.

“Det kan godt være der er lavt til loftet, men der er højt til himlen!”

Om det er historien om sukkerroernes glanstid i den fede muld, Røde Mors indflydelse på kommende generationer, den deprimerede tilflytter-kunstner i det Vesterhavstruede sommerhus, mødet mellem kulturer og tørklædebytning til Distortion, eller et helt andet lokal-afsnit der bliver dit yndlingsafsnit, må stå hen i det uvisse.
Men ligegyldigt hvor i landet man kommer fra, så er det både underholdende og berigende at følge danmarksportrættet i DANMARK, MIT FÆDRELAND.

DANMARK, MIT FÆDRELAND er produceret af TeatergradVendsyssel TeaterBornholms TeaterBaggårdTeatretHolbæk TeaterLimfjordsteatretTeatret Masken

LÆS MERE & KØB BILLET HER